Bioanalytikere kommer på hjemmebesøg
Bent Larsen
Snart tager Region Midtjyllands bioanalytikere på hjemmebesøg i alle fastlandskommuner mellem Hvide Sande og Grenaa. Tilbuddet er skræddersyet til patienter, der ikke kan transportere sig selv, og kendes allerede fra størstedelen af regionen, hvor erfaringen er, at hjemmebesøget frigør tid og kræfter for både patienter og praktiserende læger.
Prisen for et hjemmebesøg af egen læge er minimum 270 kr. En bioanalytiker på hjemmebesøg varierer lidt i pris alt efter hvor i regionen patienten bor. I gennemsnit koster bioanalytikerens besøg kun 150 kr.
En mobil bioanalytiker kan i gennemsnit klare tre prøver i timen og regionsrådet regner med, at bioanalytikerne reducerer udgifterne til praksislægernes hjemmebesøg og blodprøvetagning.