Fortsæt til indhold

Haugen, Händel og Bach

Arne Haugen Sørensens billeder får tilsat musik i Christianskirken

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

I forbindelse med en udstilling af Arne Haugen Sørensens værker på Augustiana har Kunstfonden i Sønderborg og Christianskirken inviteret trompetist Dorthe Zielke og organist Søren Johannsen til at spille deres version af Händels Messias og Bachs Matthæuspassion. Og mens musikken spiller, projiceres en samling af Haugens billeder op på storskærm.
"Ideen med at kombinere billeder og musik ved koncerter har vist sig at være en meget velegnet udtryksform. De to genrer beriger hinanden og skaber en sammenhængskraft, som kompenserer for den tekstformidling, man kender fra de traditionelle instrumentationer," fortæller Søren Johannsen.
Malerierne supplerer således Händel og Bachs kraftfulde musik, og tilsammen dannes et nyt ordløst og internationalt produkt.
Arne Haugen Sørensen havde sin debut som maler og grafiker i 1953 på Kunstnernes Efterårsudstilling. Han har modtaget adskillige priser og hædersbevisninger, bl.a. Eckersberg Medaljen og Thorvaldsen Medaljen. Han er repræsenteret på de fleste danske kunstmuseer, men er også kendt for udsmykningen i en lang række danske kirker.
Arrangementet 'Haugen, Händel & Bach' finder sted i Christianskirken torsdag den 16. januar kl. 19.