Fortsæt til indhold

Nye tider i bedemandsbranchen

Ny uddannelse på Udviklingscenter Syd i Haderslev er med til at "ryste posen" i bedemandsbranchen

Arkiv
Peter Rasmussen

uddannelse Danskerne kan se frem til en skærpet konkurrence i bedemandsbranchen. Det forventes ikke blot smitte af på den nuværende prisstruktur, men også på den kvalitet og kundeorienterede betjening, som landets bedemandsforretninger er nødt til at yde, hvis de fortsat vil være en del af markedet, lyder det fra Udviklingscenter Syd I Haderslev. Her udbyder man en ny bedemandsuddannelse. Og man er ikke bange for at tage sin del af æren for udviklingen på markedet:
"De nye markedsforhold er et resultat af de kompetencer, som 14 kursister netop har erhvervet ved at gennemgå markedets mest omfattende brancehespecifikke bedemandsuddannelse tilrettelagt af Udviklingscenter Syd i Haderslev," siger kursuschef Per Birkelund. Han forklarer:
"Morgendagens bedemænd har ikke blot en bedemandsfaglig viden. De har også forstand på at drive og udvikle en forretning. Det har de bevist ved at bestå uddannelsen, som bl.a. indeholder akademimerkonom-uddannelsens modul ”Iværksætteri i praksis”. Ved at bestå sikrer kursisterne sig 10 ECTS point, som de, hvis de ikke ønsker en bedemandskarriere, kan benytte i kombination med andre uddannelser."

Stærk grundviden

"Kursisterne har nu den grundviden, der sætter dem i stand til at kaste sig ud i en tilværelse som selvstændig erhvervsdrivende. De er uddannet til virkeligheden. De ved, hvordan man udvikler ideer, hvordan man skaber en strategiplan og segmenterer kunderne, og gennemfører markedsanalyser. Den viden er vigtig, og netop derfor har det været en erfaren erhvervsmand, der har stået for den del af uddannelsen," siger kursuschef Per Birkelund.
Det har imidlertid været bedemænd, præster og psykologer, der har stået for en del af den øvrige undervisning, som har omfattet emner lige fra krisehåndtering, kundeforståelse, arbejdsmiljø til kirkegårdskultur, etik, samarbejde, løfteteknik og lovgivning.
"På nuværende tidspunkt har Udviklingscenter Syd 19 kursister klar til det kursus, som begynder den 24. februar. Fortsætter tilmeldingerne i samme takt som hidtil, kan det blive nødvendigt at etablere to hold, da der max. kan være 20 på et hold. Uddannelsen henvender sig til medarbejdere i sundheds- og plejesektoren og ansatte i eksisterende bedemandsforretninger, samt ledige, der ønsker et karriereskift og iværksættere, der vil begynde for sig selv. Uddannelsen er tilskudsberettiget via loven om seks ugers uddannelse. Det er også muligt at få del i statens voksenuddannelsesstøtte," slutter kursuschefen.

Kursuschef Per Birkelund, Udviklingscenter Syd i Hadereslev, forudsér at der skal startes flere hold op i foråret 2014.