Post Danmark har opstillet tre pakkebokse
Nemt at hente og sende pakker i tre centrale supermarkeder i Fredericiaområdet
I samarbejde med Post Danmark er der nu opstillet Pakkebokse hos SuperBrugsen på Nymarksvej og Fakta på Vejlevej i fredericia samt Fakta på Adelvej i Taulov. Fra Pakkeboksen kan kunder hente og sende pakker i hele de tre butikkers åbningstid.
"Vi glæder os meget til at tilbyde kunderne Pakkebokse i Fredericia, så vi ud over dagligvarer også kan blive centrale for e-handel. Vores kunder kan fremover hente og sende pakker i vores butikker, når de alligevel er ude at handle. Vi vil gerne være det lokale samlingspunkt, og vi får nu et nyt spændende produkt på hylderne, der giver noget ekstra til vores butikker," siger informationsdirektør Jens Juul Nielsen, Coop
Pakkeboksene er nogle af de i alt 300 Pakkebokse, som Post Danmark og Coop har aftalt at sætte op i Coops butikker landet over. Post Danmark har i forvejen opsat 184 udendørs Pakkebokse, hvor pakker kan hentes døgnet rundt.
"Vi er glade for samarbejdet, og placeringen af Pakkebokse i de tre centrale supermarkeder er et stærkt supplement til Post Danmarks øvrige udleveringssteder i området," siger Anette Hansen, kundechef i Post Danmark.
På Pakkeboksen.dk kan man læse mere om, hvordan man får pakker leveret til Pakkeboksen, og hvor den nærmeste Pakkeboks er placeret.