Bibliotekernes åbningstid bliver udvidet
Ubemandet åbningstid giver nu borgerne mulighed for at benytte bibliotekernes faciliteter udenfor de almindelige åbningstider
Service Mange af kommunens biblioteker får nye åbningstider, og det sker ved at udvide den ubemandede åbningstid og reducere den bemandede. Samlet set udvides bibliotekernes åbningstid.
"Det her er et eksempel på, hvordan selvbetjeningsløsninger kan medvirke til, at besparelser ikke kun er ensbetydende med serviceforringelser. Der er naturligvis tale om serviceforringelser i forhold til færre timer med faglig bistand fra bibliotekarer, men til gengæld får borgerne mere fleksible muligheder i brugen af bibliotekerne," lyder Knud Jager Andersens, formand for Kultur og Fritidsudvalget, vurdering af den nye ordning.
Bibliotekernes nye åbningstider kommer nu op på mellem 82 og 105 timer om ugen og dækker både udvidet åbningstid morgen og aften.
"Bibliotekerne skal være tilgængelige for borgerne. Erfaringer viser, at borgerne i højere grad anvender biblioteket, når man har mulighed for at komme der på skæve tidspunkter, hvor der normalt er lukket. Bibliotekerne rummer berigende oplevelser for alle, og det glæder mig, at der nu i højere grad er mulighed for at benytte bibliotekernes faciliteter," siger Knud Jager Andersen.
Læs mere på bibliotekernes hjemmesider.