Lær alt om biavl
Erantis og vintergæk pibler frem, og snart kommer også bierne ud af deres dvale
Fredericia og Omegns Biavlerforening og Kolding og Omegns Biavlerforening starter i år sæsonen med et fælles begynderkursus for folk med interesse for naturen og biavl.
Kurset begynder den 13. marts kl. 19-22 på Taulov Skole, Taulov Kirkevej 35A. Kurset består af en teoretisk del over fire onsdage i marts/april, hvorefter kursisterne fortsætter med det praktiske arbejde med bierne i "Skolebigårdene" i Egeskov og Vonsild en aften om ugen fra den 17. april og sommeren igennem.
Som led i uddannelsen vil der i praktikperioden blive lavet nye bifamilier. Dem kan kursister, der ønsker at starte egen bigård, købe til en rimelig pris. Kursisterne får også tilbudt at købe en begynderpakke, der indeholder "Lærebog i Biavl", et bistade og det mest nødvendige udstyr. Foreningen vil i øvrigt være behjælpelig med at skaffe brugt udstyr. Se mere på www.fredericia-bi.dk.