Shop igennem i den kommende weekend
85 udstillere og et par realitystjerner er trækplastre ved weekendens Shoppingbazar
Shoppingbazar! Man behøver næppe sige ret meget mere før alle Esbjergs shoppelystne kvinder ved, hvad der tales om. Det er nemlig hele 14. gang, at Dorthe Johannsen inviterer til Shoppingbazar, når EFI Hallerne i den kommende weekend omdannes til et shoppemekka eller mareridt vil nogen - formentlig mest mænd - nok mene.
Lad derfor manden klare børnene og hank i stedet op i veninderne, for med hele 85 udstillere på plads er der, ifølge Dorthe Johannsen, alletiders muligheder for at gøre gode køb.
!Det bliver klart den bedste messe, jeg hidtil har lavet i Esbjerg. Det bliver på alle måder stort, og man må simpelthen ikke snyde sig selv for en gang forårs- og powershopping af masser af kendte mærkevarer, som man ikke finder andre steder i Syddanmark," lyder "salgstalen" fra Dorthe Johannsen.
Man skal have 30 kroner op ad lommen for at få adgang til bazaren, men så er der også fri adgang til gode handler hos udstillerne. Listen tæller blandt andre Club B, Sisters Point, Nicehair.dk, Babyhome, Matas og slagter Kaj Madsen.
Blandt udstillerne er også realitystjernerne Maria Donna og Michael Monetz blandt andet kendt fra tv-programmet Familien fra Holtewood. På bazaren sælger de tøj af mærket Ladies and men with attitude.
Bazaren er åben lørdag og søndag fra kl. 11.00 til 17.00.