Foredrag i Historisk Forening i Jægerspris
Jægerspris Tirsdag den 12. marts holder Historisk Forening i Jægerspris det sidste vinterforedrag i Rejsestalden i Jægerspris kl. 19.30. Det bliver med titlen, Da Dorte og Vilhelm lærte at læse. Foredraget handler om undervisning og skolegang 1700-tallets Landerslev - og det øvrige Danmark. Den gamle skoleprotokol fra Landerslev skole, der går tilbage til 1778, er en unik kilde til viden om, hvordan skolegang foregik i en lille og på mange måder meget typisk østdansk landsbyskole. Når bind 1 af det store fembindsværk, Dansk skolehistorie. Hverdag, vilkår og visioner gennem 500-år, udkommer til efteråret 2013, vil et af kapitlerne tage sig udgangspunkt i protokollen fra Landerslev, fordi den giver så enestående muligheder for at komme tæt på skolens dagligdag. Foredraget vil fortælle en række konkrete historier om børns og voksnes hverdag i Landerslev skole, og vil samtidig opridse nogle af de lange linjer i dansk skolehistorie fra senmiddelalderen og frem til 1800-tallets begyndelse. Foredragsholderen er Charlotte Appel fra Danmarks Pædagogiske Universitet, der p.t. er ved at lægge sidste hånd på det store nye værk om Dansk Skolehistorie.