Fortsæt til indhold

Esbjerg og Fjelsted trækker sig

De to speedwayklubber Esbjerg og Fjelsted har på et fælles møde med DMU besluttet at trække sig fra speedwayens Champions League i 2013.

Arkiv
Arkiv

De to speedwayklubber Esbjerg og Fjelsted har på et fælles møde med DMU (Danmarks Motor Union) besluttet at trække sig fra speedwayens Champions League i 2013.
Beslutningen er begrundet med, at planlægningen af de løb som skal køres mod de øvrige ligamestre fra Sverige og England endnu ikke er faldet på plads.
"Der er desværre stadig en del løse ender, som for længst burde have været aftalt og på plads for at en sådan turnering kan gennemføres. Vi må dog konstatere, her mindre end en måned før sæsonstart, at disse forhold ikke er på plads," siger Flemming Jakobsen, formand for Esbjerg Motorsport og fortsætter:
"Det er meget ærgerligt, for ideen om et europæisk klubmesterskab er rigtig god i forhold til at promovere sporten, herunder at få TV-dækning og større opmærksomhed fra publikum og sponsorer."
DMU vil i de kommende måneder arbejde på, at hele tilrettelæggelsen af Champions League nytænkes, og håber at der kan skabes opbakning til at forsøge igen i 2014.