Der er udbrud i afstemningen
Kaptajn Sune Hjulmand får kamp til stregen om at blive årets spiller, mens der er udbrud blandt udlændingene. Det gælder også i trøjeauktionen
Der er fuld smæk på ishockeyen i disse tider, hvor EfB og SønderjyskE udkæmper nogle drabelige slag på isen, og hvor stillingen her fredag formiddag er 2-1 i kvartfinaleserien i EfB Ishockeys favør.
I afstemningen om året spiller udkæmpes der også flere kampe blandt både de danske og udenlandske spillere. Blandt udlændingene er Alex Nikiforuk, der har spillet en stor sæson, for alvor gået i udbrud med foreløbig 53 procent af stemmerne, mens ligaens mest udviste spiller Dennis McCauley og nr. 6 på ligaens topscorerliste Tyler Mosienko følger efter med henholdsvis 24 og 20 procent af stemmerne.
Hos danskerne er der mere spænding om udfaldet, hvor kaptajn Sune Hjulmand, der har tredjeflest point hos dansker i EfB, foreløbig ligger i spidsen med 30 procent af stemmerne, men skarpt forfulgt af Emil Kristensen med 25 procent. Han er bedste dansker med point i EfB og næstbedste danske back i hele ligaen med point. Endelig indtager Kasper Gommesen, der har andenflest point hos danskerne i EfB trods kun 25 kampe pga. en knæskade, tredjepladsen med 13 procent af stemmerne.
Afstemningen er således i fuld gang på EfBs hjemmeside, og alle kan deltage i afstemningen, der slutter med EfB Ishockeys sidste kamp, og hvor der er fede præmier på spil. Vinderne findes ved et arrangement i EfB Caféen nogle dage efter den sidste kamp, og her er der ligeledes trøjeauktion. En auktion, hvor det foreløbig er lidt stille med buddene, men hvor spiller med nr. 91, Dennis McCauley, er stukket helt af med et aktuelt bud på 4.350 kroner, mens der også netop er budt 1.000 kr. på Alex Nikiforuks trøje.