Tilbud om hjælp til PTSD-ramte
En nystartet landsforening for posttraumatisk stress-ramte åbner en af sine første selvhjælpsgrupper i Esbjerg
Amager, Aarhus og Esbjerg. Her bliver det forhåbentlig snart en lille smule lettere at være ramt af posttraumatisk stress (PTSD). I hvert fald ser helt nye selvhjælpsgrupper i disse måneder dagens lys for første gang, og det er tiltrængt. Det anslås at cirka ti procent af alle kvinder og fem procent af alle mænd i løbet af deres liv vil udvikle PTSD som følge af en traumatisk oplevelse, men for langt de fleste bearbejdes tilstanden, inden den bliver kronisk. Nogen lever imidlertid med sygdommen som en fast del af deres hverdag. Det gælder blandt andre Kirsten Nees Larsen, der er tovholder på den nye selvhjælpsgruppe i Esbjerg. I hendes liv har de traumatiske oplevelser nærmest afløst hinanden lige fra barnsben, og i dag ved hun om nogen, hvordan livet med PTSD er.
"Det er meget svært at lide af PTSD i Danmark, for ingen ved rigtigt, hvordan sygdommen skal behandles, og kommunerne er på bar bund," siger Kirsten Nees Larsen, der sammen med Landsforeningen for PTSD i Danmark blandt andet vil kæmpe for, at kommunerne får mere viden, så de PTSD-ramte kan få den hjælp de har krav på.
Et trygt sted
Inden arbejdet når så langt, skal flere med PTSD dog lige ud af starthullerne. Da selvhjælpsgruppen i Esbjerg for et par uger siden inviterede til sit første møde, var fremmødet ikke ret stort, men onsdag den 13. marts prøves der igen på Vindrosen i Teglværksgade kl. 19.00. Og tovholder Kirsten Nees Larsen er optimistisk.
"Jeg ved af erfaring, at det tager lidt tid for folk at komme ud af startblokken i Esbjerg, men det passer mig også glimrende med en stille start, for det er meget at rumme, hvis der kommer 20 ind ad døren med hver deres historie samtidig," siger Kirsten Nees Larsen, der altså er tovholder på den lokale gruppe, hvis mål er klart.
"Folk skal kunne bruge gruppen som et forum, hvor alle andre er som dem selv. De skal have et sted, hvor der er trygt at være. Og vi tager udgangspunkt i, hvordan den enkelte har det, og hvad de arbejder med lige nu i forhold til deres PTSD," forklarer Kirsten Nees Larsen.