Det er forår - slip løbeskoene fri
Kalenderen melder forår. Så er det tid at finde løbeskoene frem. Vojens Løbeklub inviterer til begyndertræning
Traditionen byder at når græsset begynder at vokse og buske og træer snart udfolder deres smukke lysegrønne løv, så bliver der inviteret til begyndertræning hos Vojens Løbeklub.
Der afholdes informationsmøde for interesserede omkring begyndertræningen i VBI’s klubhus, Vojens Fritidscenter, torsdag den 15. marts kl. 19.30 på første sal. Løbeklubben vil her informere mere detaljeret omkring begyndertræningen samt hvilke krav der stilles til deltagerne.
Træningen vil i år være specielt rettet mod begynderne. Løbere som allerede er kommet i gang på egen hånd, men som savner andre ligesindede at løbe sammen med under sociale trygge rammer hvor det gode humør altid er i højsædet, er dog også meget velkommen til at møde op. Disse deltagere vil fra start indgå i klubbens træning på lige fod med de nuværende medlemmer.
"Vores erfaring siger at det specielt er begynderne som har meget svært ved at komme i gang på egen hånd. Mange forsøger men opgiver efter få forsøg fordi de lægger alt for hårdt ud og griber det an på en forkert måde. Typisk bliver der løbet for langt eller i for hurtigt et tempo," fortæller Henning Larsen fra løbeklubben og fortsætter:
"Dyrker man ikke sport eller motion i forvejen så kræver det lang tid før kroppens sener, led og muskler styrkes til belastningen som opstår ved at løbe. Det kan tage fra 2-3 måneder og op til 1 ½ - 2 år inden alle kropsdele kan klare større belastninger ved f.eks. intervaltræning og belastninger fra mange kilometers løb. I første omgang drejer det sig derfor at få træningen sat i system. Det gør vi ved at følge nogle faste løbeprogrammer som alle kan finde ud af."
"De første 1-2 uger løbes i en stor fælles gruppe. Efter 1-2 uger deler vi deltagerne op i 2 grupper efter niveau hvor efter der resten af de 15 uger løbes efter faste træningsprogrammer som alle kan finde ud af," fortæller Henning Larsen.
"Træningen starter med lidt let fælles opvarmning for at gøre kroppen klar til løbetræningen. Løbeprogrammerne byder på skiftevis gang og løb undervejs i roligt tempo. Grupperne styres af fartholdere som holder det rette tempo undervejs samt signalerer hvornår der skiftet mellem gang og løb. Instruktører og hjælpetrænere sørger undervejs for godt humør, moralsk støtte og lidt teknisk vejledning i løbeteknik samt ikke mindst for, at alle kommer sikkert med hjem så ingen bliver efterladt bagude. Træningen afsluttes med lidt let udstrækning samt evaluering på dagens træning," fortæller han.
"Programmet varer i alt 15 uger og byder skiftevis på fællestræning med instruktører og hjælpetrænere samt selvtræning. Første træningsdag er tirsdag den 20. marts 2012 kl. 18.00 fra VBI’s klubhus i Fritidscenteret," siger Henning Larsen og slutter:
"Vi håber naturligvis at rigtig mange tager imod tilbuddet om at få skabt nogle nye sunde motionsvaner under sociale trygge rammer hvor alle er velkommen uanset niveau, køn og alder."
Eventuelle spørgsmål i forbindelse med begyndertræningen kan stilles til Henning Appel Larsen på 2284 2573 eller via email til hal@webspeed.dk.