Dengang VB vandt DM
I de gyldne tiders fodspor
Jeg kan huske den dag, hvor Vejle Boldklub senest vandt det danske mesterskab. Det skete nemlig på en råkold novemberdag i 1984 på Brøndby Stadion, og jeg var med på lægterne. Knap 14 år gammel var jeg, og det var en stor oplevelse at være med til. Især færgeturen hjem over Storebælt huskes som en kæmpe rød/hvid fest.
Men læg lige mærke til årstallet. Til næste år er det 30 år siden, at giganten i dansk fodbold, VB, var en gigant. Det er altså mange år siden, og der er altså sparket mange bolde både i og ved siden af mål i den mellemliggende periode.
Alligevel er der noget mytisk, noget unikt, over navnet VB. Men det er nok mest for de gutter og gutterinder på min alder og opefter. For vi kan huske Knud Herbert Sørensen, Gert Eg, Turbo Finn og alle de andre, som senest var med til at vinde guld.
Og går man længere tilbage var navnet Vejle Boldklub endnu mere sagnomspundet.
Men sådan er det ikke længere.
I disse dage er der tilmelding til sommerens fodboldskoler, og atter engang er der run på. Man skal være hurtigt ude, hvis ens lille pode skal bruge en uge af ferien på at lære mere om fodbold. Men mon de små kommende voksne møder op på fodboldskole iført en VB-trøje? Nogle gør, men slet ikke så mange som tidligere. Det er nu ikke VBs skyld, for klubben fra Vejle er oppe mod Messi, Ronaldo og de andre superstjerner, og det er dem, som er blevet mere nære i ungernes bevidsthed. De kan ses hele tiden på TV, mens de lokale spillere er sværere at "møde".
Her gør VB dog en skrap indsats, og stiller gerne spillerne til rådighed ude omkring i det lokale samfund. Og det er kun godt, for Messi kommer altså ikke forbi. Måske kommer Bendtner forbi, men han er omvendt verdens dårligste rollemodel.
Så ros til VB for at tage det lokale engagement seriøst. Men ris for den mærkelige navneleg, som klubben er ude i. Man vil gerne være hele regionens hold, for det er der mest fremtid i, og deri er jeg enig. Men navnet Vejle Boldklub Kolding har gjort mere skade end gavn. Det endte med at blive en joke i fodbolddanmark. Nu prøver man så navnet VB Alliancen, og af alle navne nok det mindst skadelige. Men i bund og grund så er navnet Vejle Boldklub stadig det stærkeste brand af alle. Så hvorfor ikke forblive under det navn.
Nok er det snart 30 år siden, der sidst blev vundet gyldent metal. Og der er ganske givet mange år til næste gang det sker. Men når fans skal råbe på stadion, så råber de Vejle eller VB, mens Alliancen forbliver et usagt navn. Ganske som Kolding var det i seneste navn. Og når poderne fra Egtved, Give, Jelling, Thyregod, Nørup, Vandel, Vejle og de andre steder skal på fodboldskole, så vil de lege, de er fra VB og ikke VB Allinancen.
Sådan er det bare. For et stærkt brand er svær at ændre på, også selvom man ikke har oplevet dengang, giganten var en gigant.