Milton bliver 60 år
Milton flyttede til Hvidovre i 1978. Han er uddannet lærer fra Frederiksberg Seminarium i 77 - ansat på Vejlebroskolen, og her virket som tillidsmand, næstformand og kredsformand for Danmarks lærerforening i Ishøjkredsen, i perioden fra 1994 til 2000. Han blev valgt ind i Hvidovre kommunalbestyrelse i 1989, hvor han bl.a. var formand for Kultur og Fritidsudvalget 2001-2005, og her lagde en stor energi. Blandt meget andet blev det til en smuk udbygning og ikke mindst en storstilet restaurering af Cirkusmuseet, der i dag står sig smukt, og er ganske godt kendt over hele landet, med mange tusinde besøgende hvert år. Efter at være valgt som viceborgmester, blev Milton valgt som borgmester okt. 2007, da daværende borgmester Britta Christensen måtte trække sig på grund af sygdom. Det har været noget af en turbulent periode for fødselaren, med uro på ¿bagsmækken¿, men trods de mange genvordigheder har han formået at sætte nogle fingeraftryk. Bl.a. var han initiativtager til det nye Boligprojekt AlmenBolig + på Dybenkærsvej, - bygget af Frihedens Boligselskab, hvor de første spadestik blev taget i okt. 2010. Og efter indflytning i starten af 2012 må det siges at disse 125 nye boliger er blevet en stor succes. Milton var også en stor støtte og stærkt medvirkende til, at Hvidovres smukke ¿SKYLINE¿ Vindmøllerne på Avedøre Holme står i dag. Hvidovre Vindmøllelaug og byen Hvidovre er blevet sat på Landkortet og er kendt over hele verden. Og der kommer mange besøgende hvert år, fra hele landet og helt fra den anden side af kloden. Den gamle kriger Milton, valgte desværre at sige farvel til det hæderkronede Socialdemokrati, da tingene tilspidsede sig. Mange ting står smukkest i modvind, så vejen tilbage kan ikke være så lang. Tiden er nu kommet til at fejre den runde dag, og trods en alvorlig kræftsygdom er Milton ganske afklaret og er ved godt mod, og ser fremad. Der bliver på et tidspunkt tid til at fordybe sig til livets mange facetter og her er Folkeuniversitet stedet for fordybelse. Festdagen holdes i trygge rammer med familien. Vi er mange der sender dig de bedste og hjerteligste lykønskninger på din 60 årsdag og ønsker ¿god vind fremover¿. Erik Frølund-Thomsen