Fortsæt til indhold

Løbeklub skal afstemme forventinger

Arkiv
Af David Foli

Løb Den nystartede løbeklub KHIF Løb afholder medlemsmøde søndag den 17. marts efter træning. Løbeklubben startede 1. november og med 100 medlemmer og 40-50 fremmødte hver gang, føler klubben, at der kan være behov for lige at få afstemt forventninger og udvikling af løbeklubben. Det fortæller Anni Vedel fra KHIF Løb. "Indtil videre har jeg primært sammensat løbeprogram for de fire grupper og med hjælp fra 4-5 løbere er der hver søndag vinteren igennem blevet trænet på landevejene i og omkring Kirke Hyllinge." Løbeklubben vil derfor samle nuværende som nye medlemmer til en kort snak om, hvad fremtiden skal bringe. Folk som derfor overvejer at begynde at løbe i KHIF er derfor også meget velkomne. 1. april starter der nye hold op. "Der har vist sig et stort behov for en løbeklub i Kirke Hyllinge og løberne kommer også fra andre byer i Hornsherred. Det er rigtig skønt at se det engagement og alle er søde til at tage hensyn og få gejsten op, når man føler det er allermest hårdt," siger Anni Vedel og fortsætter: "Vi vil rigtig gerne have endnu flere medlemmer og ikke mindst de unge, så vi opfordrer til, at alle som har lyst til at løbe kommer ned på Stationsvej 14. Vi løber hver søndag kl. 11 og den 17. marts er der som sagt møde lige efter træning."