Børn fra arkiverne rejser Danmark rundt
Statens Arkiver har fundet syv meget forskellige børneskæbner fra år 1900 i arkiverne. Nu rejser børnene hele Danmark rundt i ny udstilling, hvor man kan følge deres skæbner
Mere end 40 skole- og gymnasieklasser har prøvet Statens Arkivers digitale, interaktive og gratis undervisningstilbud, Aargang 0. Her kan elever og andre interesserede følge syv forskellige børneskæbner - f.eks. drengen Volmer, der blev født på Nørrebro i København, og som 18-årig deltog i noget af det tætteste, Danmark har været på en revolution. De har også mødt Peter, der som voksen etablerede et verdensberømte firma i Struer. Og Elna fra Fyn der på et tidspunkt ernærede sig som prostitueret. Fælles for de syv børn er, at de alle blev født i år 1900. I undervisningsmaterialet skal eleverne selv skrive de syv børns historie på baggrund af det autentiske kildemateriale fra Statens Arkiver.
Nu kan publikum også møde de syv børn på landsarkiverne i Aabenraa, Odense, Viborg og på Rigsarkivet i København – ikke i levende live, men med en bid af deres livshistorie fortalt på plancher.
Oplev udstillingen
Udstillingen åbnes på Landsarkivet onsdag den 13. marts klokken 14. Her vil arkivar Annette Østergaard Schultz holde et kort foredrag om plejebørn omkring år 1900 med udgangspunkt i Astrid, et af børnene fra Årgang 0. Herefter er der mulighed for en rundvisning i Landsarkivets magasiner. Alle er velkomne, og der vil blive budt på kaffe og småkager.