Fortsæt til indhold

Pianoforte begejstrede skotske unge

Bigbandet er helt klar til forårskoncerten fredag, den 15. marts på Statsskolen, efter vellykket Skotlandturné

Arkiv
Mette Henriksen

Bigbandet Pianoforte har været på musikalsk visit i Skotland. Og efter fem koncerter på skotske gymnasier, samt en workshop med "University of Dundees Bigband´", er Pianoforte nu klar til at spille forårskoncert på Aabenraa Statsskole fredag, den 15. marts klokken 19.30.
"Skotlandsturnéen har budt på mange musikalske højdepunkter, og bandets popularitet i Skotland har været til at føle på," fortæller bandleder Christine Ostenfeld.
Alene På Monifieth Highschool blev koncertsalen tre gange fyldt med nye elever. Og dette var en fordel for Pianoforte, idet samme opstilling kunne bruges til tre koncerter.
"På Harris Academy blev der tid til at inddrage en del af skotske musikelever under prøven, hvilket var en stor oplevelse for dem. Det viste sig, at skolens kantinemutter, Mrs. Fender, også var sangerinde, og det resulterede i at hun fik lov at være solist i "Summertime". Et meget usædvanligt indslag i Pianofortes ellers alsidige historie," fortsætter hun.
Ikke mindst Pianofortes forsanger, Tim Granberg, blev voldsomt populær hos de skotske piger, som flokkedes om ham for at blive fotograferet med ham. Men også solisterne vakte begejstring. Nævnes skal dels Kristina Sommerlund og Misaki Hamashima, udvekslingselev fra Japan, samt Rasmus Koch, Cathrine Winther og Christiane Duus-Holm med deres flotte soloer på henholdsvis trombone og tenorsaxofon i Duke Ellingtons "It don´t mean a thing". Carl Justus Fuchs overraskede med en solo for Waldhorn i Sebastians "Vårvise", mens Jeppe Svan Sørensen høstede applaus for sin indfølende mundharpesolo i Josef Zawinuls ´"Mercy, Mercy, Mercy".
Pianofortes forældregruppe vil pynte op og skabe atmosfære i salen, og forfriskninger kan købes i baren. Entre 50 kr. Med studiekort 25 kr. Børn under 12 år gratis.