Fortsæt til indhold

Jeg er bedst til at være mig selv

37-årige Pia Haaning Lorenzen er ny præst i Vejen og Læborg Kirker. På søndag den 17. marts prædiker hun for første gang i begge kirker

Arkiv
Dorthe Andresen

Når kalenderbladet viser den 15. marts, får kirkegængerne og de to nuværende præster i Vejen og Læborg Kirker en ny præst og en ny kollega.
Den nye i kirkerummet er 37-årige Pia Haaning Lorenzen, der hidtil har været præst i kirkerne i Øsby og på Aarø ved Haderslev.
Og jobbet som præst for de to kirker var også hendes første som præst, efter at hun blev færdiguddannet i 2004. Nu har hun så fået mod på at rykke længere vestpå.
"Efter 8½ år synes jeg, at jeg havde brug for at prøve nye faglige udfordringer. Jeg har været rigtig glad for at være i Øsby og Aarø, men har også altid sagt, at jeg ikke skulle være der til jeg blev 70 år – både af hensyn til menigheden og til mig selv," smiler Pia Haaning Lorenzen, der var ene præst for Øsby og Aarø Kirker.
"Derfor har jeg blandt andet også savnet at have kolleger, og her får jeg to nye," siger Pia Haaning Lorenzen, der i fredags rykkede med familie og flyttelæs fra præstegården i Øsby til den renoverede præstegård på Baungårdsvej.

Liv i præstegården

Familien Lorenzen består - udover Pia Haaning Lorenzen og hendes mand Søren, der arbejder som stabschef hos Haderslev Kommune - også af deres fire børn: Johanne på 11 år der går i 5. klasse, Aksel på ni år, der går i 3. klasse, Ingeborg på 5½ år, der er begyndt på Grønvangskolen og Severin på to år.
Og for alle gælder, at de nu skal til at lære et nyt lokalsamfund og nye mennesker at kende.
"Det er klart, at børnene synes, at det er hårdt, at de skal flytte, men de glæder sig også," siger Pia Haaning Lorenzen, der havde flere kriterier at gå efter, da hun søgte nye udfordringer.
"Jeg kiggede både på det indholdsmæssige, størrelsen og på geografien. For min mand og jeg kommer begge fra Ribe, hvor vi stadig har vores familie. Og vi har et sommerhus på Aarø, som vi beholder, og derfor ville vi gerne finde et sted i nærheden, for vi ville gerne blive i det sydjyske område," fortæller Pia Haaning Lorenzen.

Pia Haaning Lorenzen glæder sig til de nye udfordringer, der venter forude.

Rigt menighedsliv

Pia Haaning Lorenzen glæder sig meget til at tage hul på det nye kapitel i hendes præsteliv.
"Det er jo to spændende kirker med et rigt menighedsliv. Kirker, der har mange gode ting, men som også er åbne for nye ting. Og jeg tror da, at det kan blive berigende for alle parter," siger Pia Haaning Lorenzen, der - når hun bliver bedt om at beskrive, hvilken præst, menighederne i Læborg og Vejen får - giver dette svar:
"De får en glad og engageret præst. Jeg har meget mig selv med i det hele og er dedikeret til mit job. Og jeg er åben overfor stort set alt, så længe der er en vis lødighed over det, og jeg kan stå inde for det," siger Pia Haaning Lorenzen, der siden sine første prædikener som nyuddannet præst, også skulle definere sig selv som præst.
"Jeg var jo en ung præst dengang, så det var da ret overvældende. Præsten udgør jo en vis autoritet, og den rolle skal man lige lære at fylde ud, men jeg har fundet ud af, at jeg bedst fylder rollen ud ved bare at være mig selv, smiler Pia Haaning Lorenzen, der har haft blandede følelser ved at sige farvel til to menigheder og goddag til to andre.
"Det har da været lidt tveægget. For lige så dejligt, det er at skulle begynde her, lige så hårdt er det at forlade det andet. Og vi skal jo også flytte, så det bliver et helt nyt liv. Det er jo ikke som når andre skifter job, så kan de mange gange blive boende. Og så har vi jo også været en stor del af lokalsamfundet i Øsby," siger Pia Haaning Lorenzen.

Første gang

Inden Pia Haaning Lorenzen blev ansat, gav hun en prøveprædiken i Gesten Kirke, så når hun på søndag den 17. marts træder op på prædikestolen i henholdsvis Læborg og Vejen Kirker, bliver det første gang.
"Og jeg glæder mig rigtig meget," lyder det fra Pia Haaning Lorenzen, der prædiker klokken 9 i Læborg Kirke og klokken 10.30 i Vejen Kirke.