Fortsæt til indhold

Har du råd til at betale afdrag?

Afdragsfriheden udløber for mange boligejere i de kommende år. Det kan betyde store omvæltninger i økonomien. Derfor er det en god idé at få den kigget efter i sømmene allerede nu

Arkiv
Arkiv

Den afdragsfrie fest lakker mod enden. De første afdragsfrie boliglån udløber i år, og det betyder, at rigtig mange boligejere igen skal til at betale afdrag i de kommende år. Mere end halvdelen af alle danske boliglån er nemlig afdragsfri. De månedlige udgifter kan for de pågældende boligejere stige med helt op mod 4.000 kroner for hver lånt million.
"Hører du til dem, som skal i gang med at afdrage indenfor de næste tre-fem år, er det en god idé at få taget temperaturen på din økonomi allerede nu. Den gode nyhed er nemlig, at man kan være med til at minimere presset på budgettet, hvis man griber ind i tide. Lader man derimod stå til, kan det ende med, at man kan blive nødsaget til at skære, hvor det gør ondt." Sådan siger afdelingsleder i Sydbank Haderslev, Rasmus Lyngbak Bøgen.
"Selv hvis man i sin tid fik lagt en god økonomisk plan ved lånets optagelse, kan det være en fordel at give økonomien et eftersyn, inden det går løs med afdragene. For der kan være forhold, der har ændret sig undervejs. Har man eksempelvis et 10-årigt banklån, er det månedlige afdrag ikke automatisk blevet ændret, selvom renten er steget undervejs. Det betyder, at lånet i stedet får en længere løbetid, som kan give en uforudset ubalance i budgetterne i et år eller to," siger han.

To udsatte grupper

Det er derfor en god idé for alle boligejere med afdragsfrie lån at få økonomien set grundigt igennem af bankrådgiveren. Men for to grupper er der særlig grund til at være på forkant. Det gælder de boligejere, der har brugt afdragsfriheden på øget forbrug, og dem, som har optaget et afdragsfrit lån med variabel rente.
"En undersøgelse fra Realkreditrådet viser, at de fleste boligejere har brugt afdragsfriheden på at spare op, betale af på anden gæld eller på investeringer. Men en mindre gruppe oplyser, at de har brugt pengene på øget forbrug. Denne gruppe kan blive særligt hårdt ramt, når der igen skal betales afdrag," siger Rasmus Lyngbak Bøgen og fortsætter:
"Mere end 60 procent af de afdragsfrie lån er optaget med variabel rente. Renteniveauet i Danmark har længe været lavt. Men der er ikke umiddelbart grund til at tro, at den lave rente er kommet for at blive. Og en rentestigning, som falder sammen med, at man skal begynde at betale afdrag, kan være det, der får korthuset til at vælte for nogle familier. Derfor kan der især for netop disse boligejere være store fordele forbundet med at få lagt loft på renten eller få den lagt fast, så man kender sine fremtidige månedlige ydelser.
For alle gælder det, at jo før, du giver økonomien et tjek, jo bedre. Er du i god tid, får du længere tid at fordele de fremtidige udgifter over. Og dermed øger du chancen for, at du kan beholde den levestandard du har i dag."

Rasmus Lyngbak Bøgen, afdelingsleder, Sydbank Haderslev, opfordrer til at tage 'temperaturen' på økonomien.