Fortsæt til indhold

En historiefortæller i særklasse

Niels Hausgaard leverede igen varen, da han i sidste uge spillede to total udsolgte koncerter på Tobakken i forbindelse med sin "Sådan er det jo" turné

Arkiv
Rune Weitling

Som historiefortæller er der ingen over og ingen ved siden af. Niels Hausgaard er ganske enkelt i en klasse for sig selv.
Mens Musikhuset Esbjerg fredag havde besøg af - og udsolgt til - verdensstjernen Bryan Adams, så kunne Tobakken onsdag og torsdag præsentere den - i hvert fald her i byen - lige så store stjerne, Niels Hausgaard.
"Tobakken har en god historik omkring Niels Hausgaards besøg, og til trods for at musikhuset ville kunne huse flere siddende gæster end vi kan, er det Hausgaard meget på sinde at besøge Tobakken, da han altid har haft gode stunder på vores spillested. Så jo, vi siger altid pænt tak for henvendelsen, når hans manager spørger på et par ledige dage hos os," fortæller musikbooker Erik Lodberg fra Tobakken.

Udsolgt på under to timer

Og Hausgaard leverede varen. Der var både satiriske stikpiller, lunefulde historier og ikke mindst ?nyreslag og lussinger? til de kære politikere. Og selvom det i sagens natur er utaknemmeligt at gengive en historie i avisen, kan det da blandt andet fortælles, at Hausgaard svarede en bekendt således, da han dristede sig til at spørge, hvorfor den jyske komiker havde taget et helt år om at skrive en sang om den nye regering.
"Jeg skulle jo ligesom lige finde ud af, hvad de egentlig ville. Men nu har jeg sangen, for med vækstpakken har regeringen for alvor fået det BLÅ stempel."
Elegant og med bid på samme tid. Smilene blev også brede, da Hausgaard fortalte om et tiltag, man havde taget til sig i udkantsdanmark, hvor han kommer fra.
"Vi har jo hørt om, at de kører de her Miss Topløs konkurrencer inde i byen, så det måtte vi jo også hellere have med til byfesten. Problemet var bare, at nogle ikke havde fået med, at det ikke er alle generationer fra 18 år og opefter, som skal deltage."
Og sådan gik det. Der var lummerhed, satire, en hel masse ironi og forrygende sange. Alt sammen leveret med en underspillethed, som kun Hausgaard kan det.
"Det er svært at sige, hvad det er, der bliver ved med at være så interessant hos Hausgaard, men et godt bud er hans tørre pointer og publikums fascination af at "se sig selv i spejlet". Jeg tror ikke, at det er hans musik, der som sådan drager folk," lyder det med et smil fra Erik Lodberg, som tilføjer:
"Det er først indenfor de seneste par år eller tre, at vi har kunne præsentere ham på to aftener, men det har ikke gjort det nemmere for folk at sikre sig en billet. Også til de her to koncerter blev samtlige billetter udsolgt på mindre end to timer."