Fortsæt til indhold

Masser af gymnastik i Herfølgehallen

Arkiv
Arkiv

GYMNASTIK: Der er igen i år lagt op til en festlig eftermiddag, når Herfølge Gymnastikforening lørdag den 23. marts kl. 14.00 lader holdene gå ind på gulvet til den årlige forårsopvisning i Herfølgehallen.
Det bliver en ægte lokalbegivenhed med deltagelse af en bred vifte af foreningens egne hold samt gæsteholdene Rishøj Acro og DGI Storstrømmen Junior Nord.
- Hele foreningen glæder sig til en festlig eftermiddag med mange spændende indslag, hvor gymnaster i alle aldre medvirker, siger Jette Nielsen fra Herfølge Gymnastikforening.
De yngste er repræsenteret ved tumlastikholdet og forældre/barn-holdet samt ved puslingeholdene, hvor der både synges, leges og hoppes. Der vil være fræs og fart for drengene og hop og dans for pigerne!
For de lidt større børn vil der være både rytme- og springhold, og der er tradition for, at man vil komme til at se mange opfindsomme rekvisitter i brug på holdene.
Man vil også kunne se en smagsprøve på Zumba, er en meget populær aktivitet i Herfølge GF.
Endelig vil gæsteholdene Rishøj Acro og DGI Storstrømmen Junior Nord give opvisninger med henholdsvis dobbeltarbejde og akrobatik samt traditionel gymnastik, rytmik og tempo, flotte spring, seje serier og danseinspirerede øvelser. Det er altid dejligt at kunne byde velkommen til nogle opvisningshold, som kan motivere og inspirere foreningens mange børn og unge.
- Som det hører sig til ved en gymnastikopvisning i en god, 90 år gammel forening startes og sluttes der naturligvis med faneind- og udmarch, og til slut synges "Der er et yndigt land". Desuden skal Herfølge Gymnastikforenings gymnastikpokal deles ud ved opvisningens afslutning. Det bliver spændende at se, hvem der får den i år, fortæller Jette Nielsen.
Alt i alt bliver det en festlig eftermiddag med et meget varieret program, som både gymnaster og instruktører glæder sig til. Prikken over i'et vil være et veloplagt publikum, der bakker gymnasterne op og klapper takten.
Alle er velkomne. Dørene åbnes kl. 13.00, og opvisningen starter kl. 14.00. Børn under 14 år har gratis adgang.
Se endvidere opvisningsprogrammet på www.herfoelgegymnastikforening.dk.
pm