Fortsæt til indhold

Sonne fejlede i finalen

Lasse Sonne Nielsen kunne ikke følge op på god runde

Arkiv
Af David Foli

golf Efter en skuffende åbningsrunde i 76 slag ved RBC Tour Championship på Evolve Pro Touren i Spanien, leverede Lasse Sonne Nielsen en forrygende anden runde i 68 slag, og inden torsdagens finalerunde lå den 22-årige dansker dermed på 9. pladsen. Desværre fulgte scoren ikke med forventningerne for den lokale golfspiller, som noget skuffende måtte notere sig en finalerunde i 75 slag. Det betød et fald tilbage i rækken til en slutplacering som nummer 14. "Det var ikke lige den runde, jeg havde håbet på at slutte af med. Jeg kom rundt i 75 slag, og jeg spillede ikke særlig godt på noget tidspunkt, bortset fra hul 18 hvor jeg lavede en meget velspillet birdie, så det var da lidt rart trods alt. Jeg havde ikke helt styr på svinget og slog for mange dårlige slag, men jeg fik trænet godt efter runden, og nu venter der endnu mere træning de næste dage," siger Lasse Sonne Nielsen- Vinder af RBC Tour Championship blev Vicente Blazquez fra Spanien, der vandt efter omspil med Rodolphe De Heer fra Schweiz. Lørdag og søndag blev der spillet endnu en turnering på Evolve Pro Touren, men den deltog Lasse Sonne Nielsen ikke i. I stedet står den nu på træning frem mod sæsonpremieren på Ecco Touren den 15. marts.