Fortsæt til indhold

Hør Birthe Kjær fortælle om sit spændende liv

Med foredraget "Længe leve livet".

Arkiv
Per Møller

KØGE: Hele Danmarks sanglærke Birthe Kjær kan nu opleves med foredraget "Længe leve livet".
Birthe Kjær har været vidt omkring i sin imponerende karriere og der er ikke mange scener i Danmark, som Birthe Kjær ikke har betrådt gennem årene. Det travle turnéliv har siden sommeren 2010 været droppet til fordel for udvalgte projekter, hvor Birthe Kjær blandt andet har været med i musicalen "Cabaret" og deltaget i få optrædener live og på TV.
Senest har Birthe Kjær udgivet CD"en "Smile", hvor hun med stort big-band i ryggen fortolker en række swing-klassikere.
Nu kaster Birthe Kjær sig over et nyt projekt, hvor hun for første gang i karrieren kan opleves som foredragsholder. I foredraget "Længe Leve Livet" fortæller hun om sit spændende liv og supplerer med billeder.
Foredraget "Længe Leve Livet" tager udgangspunkt i Birthe Kjærs sprudlende og velreflekterede selvbiografi, der udkom ultimo 2010. Det bliver en enestående chance for at høre Birthe Kjær fortælle om sit liv fra barndommen i Århus, om en debut som 11-årig i hvide ankelsokker, "Sunshine Trioen", den første pladekontrakt, revy, teater og Melodi Grand Prix.
Birthe Kjær vil også fortælle om sine oplevelser fra et børnehjem i Thailand, hvor hun arbejdede i 1999 i forbindelse med et sabbat år.
Endelig bliver der også mulighed for at høre hendes egen beretning om hendes deltagelse i "Vild Med Dans" og om at blive en ramt af en livstruende sygdom, der brat satte en stopper for hendes deltagelse i programmet. Afslutningsvist fortæller Birthe Kjær om, hvordan hun efterfølgende er kommet ovenpå igen og har lært at prioritere her i livet.
Foredraget foregår på Teaterbygningen i Køge tirsdag den 19. marts kl. 19.00. Billetter kan købes hos FOF Ved Køge Bugt, Brogade 19 i Køge, tlf. 5665 5322.
Evt. resterende billetter sælges ved indgangen fra kl. 18.30.