Om sorg – det at miste og prøve at finde fodfæste igen
Foredrag Tirsdag d. 19. marts 2013 kl.19.30 i Kulturhuset ”Rejsestalden” Jægerspris
Jægerspris Peter Smed og Steen Axelsen har begge inden for de seneste år mistet deres ægtefælle og deres børns mor på grund af kræft. Jette blev 45 år, og Susanne blev 50 år. Hør Peter og Steen fortælle om Jette og Susannes sygdomsforløb, sådan som de hver især har oplevet det. Peter og Steen ønsker at dele deres tanker med tilhørerne om hvordan det er, når virkeligheden melder sig med hospitalsbehandlinger, smerter på en skala fra 1 til 10 og bekymringerne for børnene og den øvrige familie. To forløb, som har mange fællestræk, men som også har forskelle og derfor på mange måder supplerer hinanden i nogle overvejelser om, hvad der sker følelsesmæssigt og praktisk, når den fælles tilværelse bliver slået i stykker. De to oplægsholdere er igennem deres professionelle arbejdsliv vant til at fremlægge og videregive deres tanker og overvejelser til andre, og derfor er det for dem oplagt at videregive noget af alt det, som kom til at berøre deres familier, men som også kan komme til at berøre mange andre, fordi det ikke kun er noget, der sker for naboen. Aftenen er arrangeret af de to oplægsholdere i et samarbejde med sognepræst Asta Gyldenkærne og lokalforeningen af Kræftens Bekæmpelse