Fortsæt til indhold

Erhvervslivet og politikere mødtes og debatterede

Fredericia Shopping, Erhvervsforeningen, Håndværkerforeningen og Foreningen Taulov Transportcenter mødtes med patiernes spidskandidater. Og Clement Kjersgaard

Arkiv
Peter Friis Autzen

Fire foreninger fra Fredericias erhvervs- og detalhandels-liv mødtes onsdag eftermiddag og aften til generalforsamlinger, fællesspisning og debat.
27 af Fredericia Shoppings 125 medlemsvirksomheder deltog i detailhandlens generalforsamling. Fremmødet på 22 procent gav anledning til debat om blandt andet mødetidspunktet, som kolliderer med de fleste detailbutikkers åbnings- og arbejdstider.
Shoppingformand Ole Mortensen fremlagde både budget, regnskab og aktivitetsplan. De største ændringer i tallene hang sammen med, at foreningen ikke længere står for driften af midtbyens julelys. Det årlige tilskud på 50.000 kroner fra Elbo Telefonnøglen er væk, hvorimod Elbo Bladet fortsat betaler foreningen godt 200.000 kroner om året for samarbejdsaftalen, der forpligter foreningen til at anbefale sine medlemmer at annoncere dér.

Vathana Mahalingam er nyt medlem i Fredericia Shoppings bestyrelse. Foto: Peter Friis Autzen

Ny i bestyrelsen

Martin Bossel fra Tøjeksperten ønskede at udtræde af bestyrelsen på grund af travlhed i forbindelse med blandt andet uddannelse.
Butikschef Vathana Mahalingam fra Ecco på hjørnet af Danmarksgade og Gothersgade tog imod opfordringen til at stille op og blev derfor valgt ind i bestyrelsen.
"Jeg har aldrig prøvet den slags før. Men jeg synes, at der sker for lidt i Fredericia. Og når man har dén holdning, må man jo byde ind og gøre en indsats," siger Vathana Mahalingam, der privat bor i Vejen.

Clement styrede

Efter generalforsamlingerne spiste de omkring 300 fremmødte sammen.
Derefter var der arrangeret debatmøde, hvor i alt syv spidskandidater var i panelet. De blev styret, dirigeret, udspurgt og grillet af Clement Kjersgaard, der på forhånd havde sat sig grundigt ind i Fredericias situation og udfordringer.
Det blev en debat, hvor spidskandidaterne blev afkrævet flere svar, end de havde indøvet på forhånd. Men ikke alle svarene faldt i god jord hos de tilhørende erhvervs- og forretningsdrivende.
Det er kommunalvalg til november.

"Der sker for lidt i Fredericia. Det vil jeg gerne ændre på"
Vathana Mahalingam Nyt bestyrelsmedlem Fredericia Shopping