Spring i bassinet og oplev en kultfilm
Nu kan du sidde med enden i vandskorpen og svømme hen i en 3D-film.
Har du nogensinde prøvet at sidde med enden i vandskorpen og svømmet hen i en 3D-film af en helt anden forhistorisk verden? Bogstaveligt talt.
Svømmestadion Danmark springer lørdag den 16. marts ud i det med et helt nyt koncept, der for første gang afprøves i Danmark. Eventen "Bio, badesjov og buksevand" foregår på to meter vand i det store konkurrencebassin, hvor biografsæderne udgøres af 200 store baderinge. På det 6x4 meter store lærred vises animationsfilmen Ice Age 4 i filmserien om istidens løjerlige, forhistoriske dyr.
Idrætsinspektør Henrik Due, Sport & Event Park Esbjerg (SEPE), så det tyske koncept på svømmebadsmessen Interbad i Stuttgart, og siden har aktivitetsmedarbejder Kristina Meier arbejdet på at overføre ideen til indendørs danske farvande. ?Vi tilbyder den lidt anderledes oplevelse at flyde rundt i store baderinge og se en film. Vi tror, kombinationen af badesjov og film vil tiltale børn fra 10-årsalderen, og hvis de gerne vil have deres forældre med, kan de få en familieoplevelse ud af det. Sikkerheden vil være helt i top med fire livreddere og to aktivitetsmedarbejdere til stede under hele arrangementet,? siger Henrik Due.
Hamborg-firmaet Outdoor Cine leverer teknikken til Cine-swimming, der foregår 16. marts kl. 18.15-22.00. Dørene åbnes kl. 18.15, og filmen vises en time senere. Efter filmen med Scrat og de andre kultfigurer åbnes badelandet, hvor der er mulighed for at pjaske videre frem til kl. 22.00. Der er maksimalt 200 billetter a 120 kr. til den utraditionelle filmoplevelse, der foruden entré og biobillet inkluderer en slushice. Efter filmen kan der købes pølsehorn, chips og sodavand. Billetter kan købes i receptionen.