Vejledningen fortsætter
Konsulenterne fra Studievalg Sydjylland får fire år mere. Ny kontrakt løber frem til 2017
En ny kontrakt mellem Studievalg Sydjylland og Styrelsen for Videregående uddannelser og Uddannelsesstøtte er netop underskrevet. Den ny kontrakt gælder fra 1. august 2013 og løber i fire år. Det betyder, de unge mennesker på ungdomsuddannelserne i hele UC Syddanmarks område plus et par ekstra kommuner fortsat kan regne med at blive vejledt af en gruppe konsulenter med stor erfaring på området. Studievalg Sydjylland har kørt i den nuværende form siden 2004.
Lederen Studievalg Syddanmark er glad for at kunne fortsætte arbejdet: "Arbejdet er slet ikke færdigt," siger Per Krabbe Mølgaard med et smil.
Med det mener han, at der hele tiden kommer nye uddannelsessøgende til. Men det skal også ses i lyset af, at han og de otte konsulenter er glade for at komme ud og hjælpe de unge mennesker med at træffe det rigtige valg af uddannelse. Og det er hans erfaring, at selv om mange søger oplysninger om de enkelte uddannelser på nettet, så kan den del ikke stå alene. De unge mennesker har brug for en menneskelig vejledning.
Bilen er kontoret
Konsulentgruppen kører dagligt Syddanmark tyndt. De aflægger de enkelte studieforberedende ungdomsuddannelser mellem otte og 20 gange årligt for kollektive oplæg, gruppevejledninger eller individuelle samtaler. Derudover kan unge og voksne uden for ungdomsuddannelse booke tid til individuelle samtaler.
"Vi anvender elevernes eksisterende fællesskaber i vores vejledning. Det kan for eksempel være vejledning i den enkelte klasse. Det giver meget arbejde, men det er vores erfaring, at vejledningen bliver bedst, hvis eleverne er i et trygt fællesskab," siger Per Krabbe Mølgaard.
I løbet af sommeren 2013 flytter Studievalg Sydjylland ind på UC Syddanmarks campus i Kolding.
"Det har ikke nogen praktisk betydning, fordi al vores vejledning ligger ude på de enkelte uddannelsesinstitutioner, og hos samarbejdspartnere som eksempelvis jobcentre," siger Per Krabbe Mølgaard.
Og han slår samtidig fast, at selv om Studievalg Sydjylland formelt er en del af UC Syddanmark og kontoret om et halvt år ligger på Campus Kolding, så er det ikke sådan, at UC Syddanmark bliver tilgodeset på den konto.
"Vi skal professionelt, neutralt landsdækkende og institutionsuafhængigt vejlede til alle uddannelser, og det er også det, vi gør," siger han.
Studievalg Sydjylland har ikke en bestyrelse som sådan men bred opbakning og forankring i form af en følgegruppe, som blandt andet består af repræsentanter fra alle typer ungdomsuddannelser lige som alle typer af videregående uddannelser er med i konstellationen.