Fortsæt til indhold

Løverne arrangerer løb i Lunderskov

Lunderskov-Vamdrups lokalafdeling af Lions Club, arrangerer et løb med tre ruter den 22. september for at samle ind til humanitære formål

Arkiv
Susie Jessen

Lions-Club for Lunderskov og Vamdrup er godt i gang med at planlægge et stort løbearrangement den 22. september i Lunderskov, hvor der skal være ruter på fem kilometer, ti kilometer og en halvmarathon, Formålet med det nye initiativ, der ikke er set i Lions Club regi før, er at samle ind til lokale humanitære formål. Jørn Rindsig er talsmand for Lions-Club i Lunderskov-Vamdrup. Han fortæller at der allerede er en del på tegnebrættet i forhold til løbet, som får navnet "Isfugleløbet" og kommer til at finde sted i september.
" Vi kommer til at have tre ruter, der alle har udløb fra Lunderskovhallen. Den længste rute, som bliver en halvmarathon, kommer til at runde Vamdrup. Vi kommer til at løbe ad de små veje og da der jo er et ret kuperet terræn, bliver det en rigtig god rute", fortæller Jørn Rindsig, som lover, at ruterne bliver tilrettelagt sådan, at alle kan være med.

Sponsorer mangler

Første skridt for Lions Club Lunderskov-Vamdrup er at sørge for, at der kommer sponsorer ved løbet, som blandt andet skal stå for frugt, vand og løn til den tidstager, der skal hyres på dagen.
Klubben regner med, at der skal søges sponsorater for mellem 10.000-20.000 kroner. Derudover vil det koste et mindre beløb at deltage. 40 kroner for fem kilometersruten, 60 kroner for 10 kilometersruten og 100 kroner for at være med i halvmarathonet.
"Vi er meget spændte på, hvor mange der melder sig til. Vi håber meget på mellem 100-150 tilmeldte og at der er så stor opbakning, at det kan være en årligt tilbagevendende begivenhed, der finder sted hvert år i byen", fortæller Jørn Rindsig.

Hjælp til lokale formål

Det er endnu ikke fastsat hvilket humanitært formål, som overskuddet fra løbet skal gå til. Jørn Rindsig kan dog bekræfte, at der vil være tale om donation til et lokalt initiativ.
"Det er mest oplagt, at vi samler ind til et godt formål her i lokalområdet. Når tiden nærmer sig, vil vi tage stilling til hvilket formål det ville være godt at støtte", lyder det fra talsmanden, som ser frem til det lidt anderledes initiativ for at spare penge sammen.
"Vi har ikke prøvet sådan noget med motion før. Men det med at løbe er jo meget oppe i tiden. Så vi tænkte, at det ville være en fin idé at prøve det", fortæller Jørn Rindsig, som påpeger at Lions Club selvfølgelig fortsætter med deres øvrige arrangementer så som Sankt Hans aften og deltagelse i begivenheder i julemånederne. Klubben råder desuden over sommerhuse på Henne Strand og Årø, som de låner ud til folk, der har behov for en ferie, som ikke selv har ressourcerne til det.
Lions Club Lunderskov-Vamdrup.har 23 medlemmer og samtlige vil være til stede for at hjælpe den 22. september, når det går løs.