Kirsten og Kim sejlede sig direkte ind i historiebøgerne

Vindens hylen i riggen er nærmest øredøvende. Ikke blot en hylen, men nærmest en blanding af brølen og skrigen.
Skuden ligger og hugger voldsomt i 2m søer, som brækker ind over stævnen. Klokken er to om natten, det er mørkt, og vi ligger for anker en kvart sømil fra land i Alinchak Bay, Alaska. Bugten er i lodsbogen beskrevet som velbeskyttet, i alt andet end østenvind. Vejrudsigten lyder på 25 knob, eller hård vind fra sydvest, hvilket ikke er synderligt alvorligt. Så vi er ikke helt forberedt på de 60 knob fra nordvest, som kommer hylende ned fra de høje tinder forude.
Situationen er ved at være uholdbar, og vi har besluttet at prøve at lette anker, og komme ud af bugten. Inden vi når at blive klar, lyder der et voldsomt brag oppe fra stævnen, efterfulgt af kæderaslen, og endnu et brag. Skuden falder af for vinden, -vi har mistet ankeret. Det kraftige ankerspring som forbinder kæden med båden er sprunget, og ankerspillet har ikke kunne holde fast på kæden i det enorme træk, der pludselig opstår. Den kraftige snor som fæstner enden af ankerkæden til ankerbrønden springer også, og så er der ikke noget der holder os længere.
Motoren er startet på få sekunder, og vi får krabbet os væk fra de lurende klipper en halv sømil agterude, og ud i det åbne Shelikof Strait, hvor brækkende bølger på 5-6 meter gør livet interessant.

Pingviner og søelefanter

Der er tider, hvor man, når man har samme profession som den gode Tintin, må tage sig til hovedet. Og også rive sig selv lidt i håret nu man er deroppe. Det sker, når man snubler over mennesker, der har så gode historier at fortælle, at en avisside eller to simpelthen ikke er nok. Men der er jo også det med begrænsningens kunst, og det må vi her arbejde med.
Ovenstående indledning er skrevet af Kirsten Thomsen og Kim Mathiesen fra Esbjerg i et rejsebrev sidst på året 2012. Og der er mange flere, hvor de kommer fra, for Kirsten og Kim har nemlig et bagkatalog fyldt med så gode fortællinger, at selv en dreven maratonløber ville blive forpustet. Men de er nu ikke alle helt så dramatiske, som prologen her.
Man kunne jo eksempelvis berette om deres og skuden SOL's uforglemmelige møde med nysgerrige kongepingviner, kæmpe søelefanter samt havodderen, der stolt lå og knuste muslinger på sit bryst i vandoverfladen.
Eller man kunne spidse pennen og fortælle om hele den lange vej fra Svalbard i Nord til Antarktis i syd, et krydstogt hvor de to lokale sejlere nåede op nord for 80°N. Dernæst gik det via Island, Færøerne, Skotland og Irland til Porto Santo ved Madeira, og sommeren efter besejlede de USA?s østkyst og Nova Scotia, Herefter ventede Grønlands vestkyst for så at slutte på Azorerne.
Således kunne det beskrives, og man kunne fortsætte med at skrive om, hvordan de igen krydsede Atlanten for at sejle gennem Panama-kanalen, videre mod Ecuador og så sydover mod Galapagos og Chile.
Og så er der jo også beskrivelserne af De Patagoniske kanaler, Kap Horn, Beagle-kanalen, Falklandsøerne og ikke mindst det store højdepunkt for de naturelskende sejlere: South Georgia. En eventyr-ø midt i det kolde Antarktiske Sydatlanten befolket af ufattelige mængder fugle, pingviner, søelefanter og pelssæler.
Er der mere papir i skrivemaskinen kunne det næste kapitel så fortælle om Kirsten og Kims møde med Alaska, Påskeøerne, Fransk Polynesien og Hawaii.
Men som journalist er man altid på jagt efter den særlige ting, der alligevel lige stikker lidt ud. Og den gemmer det sympatiske par også på. Men lad os nu kaste den vestjyske underdrivelse over bord for en stund, for denne her historie stikker ikke bare lidt ud. Den stikker helt af. Så gå ud og lav en ekstra kop kaffe, for nu følger historien om det, der selv har sendt Kirsten og Kim en tur i historiebøgerne.

Det er en livsstil

Stolt sejler hun, den gode SOL, lørdag den 8. September 2012 ind i Aasiaat efter at have gennemsejlet Nordvestpassagen fra Nome, Alaska. Med sig har hun Kirsten Thomsen og Kim Mathiesen fra Esbjerg, og de bliver i det øjeblik de første danskere nogensinde til at passere Nordvestpassagen i en sejlbåd. Turen på 3200 sømil har taget 40 dage, og er på mange måder kulminationen på parrets mange, mange år på verdenshavene.
"Det var stort at passere Nordvestpassagen," lyder det enstemmigt og ganske beskedent fra sejlerne, der tager imod i lejligheden i Esbjerg.
Og lad os kort "kaste anker" her, for faktisk er lejlighed og hus ganske afgørende ord, når historien om Kirsten og Kim skal fortælles. For hvordan får man egentlig råd til og mulighed for at sejle på verdenshavene fra både 1986 til 1993 og igen fra 2003 til 2013?
"Vi har været ganske heldige på boligmarkedet. Vi købte en ejerlejlighed på Frederiksberg, som vi solgte på det rigtige tidspunkt, og da vi så kom hjem i 1993 for at arbejde igen, købte vi et hus billigt. Det solgte vi så til en fin pris - igen på det rette tidspunkt - da de store have atter trak i os," fortæller Kirsten og Kim, der kun sejler halvdelen af året. Når de har været hjemme i vinterhalvårene, har Kim blandt andet haft arbejde hos et entreprenørfirma. Ellers har de levet af pengene fra boligsalgene.
"Men vi elsker livet på havet, og du kan jo heller ikke bruge særligt mange penge midt ude i Atlanterhavet, så det har nok kunnet løbe rundt. Det er simpelthen en livsstil, og er man først ramt af "sejler-bacillen", er den svær at komme af med," griner Kim og tilføjer, at det i høj grad handler om at tage beslutningen om at sejle ud.
"Når først den er truffet, er din drøm blevet et mål. Men det sværeste er at sige: Nu gør vi det."
Men Kim og Kirsten gjorde det. Og har mere eller mindre gjort det, siden de mødtes tilbage i 1979, hvor de som gaster i hver deres båd lå ved siden af hinanden på Barbados og sød musik opstod. Men hov, nu er vi jo pludselig nede ved de varme himmelstrøg, og var der ikke noget med den Nordvestpassage?

I Roald Amundsens fodspor

Drømmen om at sejle gennem Nordvestpassagen, der kort fortalt er en passage over vand imellem Atlanterhavet og Stillehavet langs Nordamerikas nordlige kyst - altså langs Canada og Alaska, har ligget hos Kirsten og Kim i mange år.
Det er dog først de senere år, hvor det på grund af den globale opvarmning har været muligt for sejlbåde at sejle igennem, at planen om at passere passagen for alvor er begyndt at tegne sig. For selv om man er erfarne sejlere med mange "sømil i skroget", så er det bestemt ikke bare lige sådan at sejle igennem Nordvestpassagen.
Et kig i historiebøgerne viser, at man allerede i 1500-tallet begyndte at lede efter passagen nordvest for Europa, deraf navnet, og først i 1903-1906 blev nordmanden og den arktiske opdagelsesrejsende Roald Amundsen den første, der sejlede igennem Nordvestpassagen. Passagen er dog, på grund af is i farvandene, ikke brugbar som en sikker sejlrute, og i stedet for Nordvestpassagen blev Panama-kanalen anlagt i 1913 som en søvej fra Atlanterhavet til Stillehavet. Man behøver således ikke være spion i efterretningstjeneste for at regne ud, at Kirsten og Kims gennemsejling har krævet grundig planlægning.
"Men det er som sagt en livsstil for os at sejle. Der er en stor tilfredsstillelse i stort set at kunne lave alt selv om bord på skibet, ligesom man skal være i stand til at håndtere både vind og vejr," lyder det, igen ydmygt, fra de to sejlere.
For der er jo meget mere i det end dét. Der skal også hives vejrkort og iskort ned, som skal fortolkes. Der skal navigeres, korrigeres og holdes øje med isen. Der skal laves mad og der skal hviles. Der skal holdes kontakt med andre både og skibet skal vedligeholdes. Og meget, meget, meget andet.
"Og man kunne måske også gøre det nemmere, hvis man stolede blindt på radarer, GPS'er og elektroniske søkort, men det gør vi ikke. Vi har udstyret, men vi har også gode, gammeldags søkort, som vi flittigt bruger. Sådan vil vi bare helst sejle,? lyder det med et stille smil fra Kim, mens Kirsten nikker.

Mødet med isbjørnen

At indtage pladsen i historiebøgerne som den første danske sejlbåd gennem Nordvestpassagen nogensinde gør det esbjergensiske par stolt. Men så heller ikke ret meget mere end det.
Det er eventyret og livet til søs, de ånder for. Og livet på verdenshavene har da også budt på, ja, eventyrlige oplevelser.
"Der har jo været helt ufattelig mange af dem. Men vores møder med Moder Jords prægtige natur og dyreliv har været enestående," fortæller Kirsten, som med fortælleglæde i øjnene begynder at berette om mødet med en helt særlig bamse:
"Vi lå for anker ved Fort Ross, hvor vi mødte nogle af vores venner, som også sejlede gennem Nordvestpassagen. I alt var vi fire sejlbåde, der passerede fra vest til øst sidste år. Vi besluttede at holde et sammenskudsgilde i en forladt lagerbygning, som i dag fungerer som nødhytte. Vi havde det hyggeligt, og det blev lidt varmt i hytten, da vi havde fået fut i en gammel olieovn. En gut, der hedder Peter, åbnede derfor døren til hytten en smule...," siger Kirsten og holder en lille pause med et specielt smil om læberne:
"...men han fik den lynhurtigt smækket i igen med ordene: "There's a polarbear right outside" (der står en isbjørn lige udenfor, red.). Der var kun ét vindue i hytten, nemlig på loftet over døren, så vi skyndte os alle syv mand op af hønsestigen for at se ud af vinduet, hvor isbjørnen stor og mægtig kiggede sultent på os. I begyndelsen blev den jo fotograferet, filmet og betragtet, men vi skulle jo også tilbage til vores joller, som vi var sejlet ind til land med, og isbjørnen havde ikke ligefrem i sinde at fordufte. Så først skød vi henover hovedet på den med geværet, men det hjalp ikke. Til sidst stod vi alle og lavede en infernalsk larm med de potter og pander, der var i hytten, hvilket den til sidst blev så træt af, at den gik sin vej," lyder det med et højt grin fra Kirsten.

Venner i udkantsverden

Decideret bange var hverken Kirsten eller Kim ved mødet med isbjørnen, ligesom de på intet tidspunkt har været det i deres sejlerliv på verdens have.
"Vi har været bekymret, og vi har haft uheld. Men vi har aldrig været bange. Men man skal have respekt for naturens kræfter, det er klart," siger Kim, som blandt de mere dystre minder beretter om gletschere, de før har sejlet forbi og betragtet med beundring, men som nu er borte.
"Det er den globale opvarmning, der er skyld i det, ligesom det er den globale opvarmning, der er årsag til, at vi har kunnet sejle igennem Nordvestpassagen i vores sejlbåd. Vi har set isbjerge på størrelse med Fyn komme drivende forbi nede i Sydatlanten, og det kan man da godt bekymre sig lidt over," siger Kim, der som et af de bedste minder derimod, udover rejserne i sig selv, også nævner møderne med de mange mennesker, som de har krydset på deres vej.
Mennesker, der i dag er deres venner.
"Når man er på verdenshavene og i ekstremerne, bliver man næsten som én stor familie. Der findes en stor hjælpsomhed i udkantsverden. Vi har en god ven, som har sagt: "Når du kommer til det yderste af verden, møder du de sædvanlige mennesker." Og man skal måske også være lidt særlig for at drage til disse egne - vi bliver eksempelvis kaldt polsøgerne af vores venner, fordi vi har det bedst nær polerne - og derfor udvikler man nogle særlige relationer. Nogle relationer og venskaber, som vi sætter stor pris på," siger Kim og bliver afbrudt af Kirsten: "Ja, og nogle relationer, som igen har givet nye oplevelser. Vi har eksempelvis været så svineheldige at blive inviteret med på en bjørnetur af en pilot fra Kodiak, som vi mødte i Sydøst Alaska. Roland, som han hedder, og hans kone Jo driver en flytaxi-virksomhed, hvor en af deres specialiteter netop er bjørneture. Her kom vi helt tæt på de store grizzly-bjørne, den ene stod vi blot 15 meter fra! Det var en oplevelse for livet," siger Kirsten med et smil, som kun oprigtig glæde kan frembringe.
En glæde som Nordvestpassagen og alle de andre eventyr på verdenshavene har givet Kirsten og Kim. En glæde de for altid vil bevare.

Slut på verdenshavene

SOL står i øjeblikket på land i Nuuk på Grønland, hvor Kirsten og Kim efter planen henter den i maj måned. Omkring tre måneder vil de bruge på at sejle hende hjem til Danmark, og så er livet på verdenshavene slut. I hvert fald for nu. Og formentlig også for altid.
"Jeg er gået på pension, mens Kim lige skal arbejde nogle år endnu, inden han kan ?gå fra?. Vi har jo egentlig mest lyst til at sejle ud på de store have igen i morgen, men vi må nok sande, at de helt lange eventyrsejladser er det slut med nu," siger Kirsten lidt eftertænksomt og ser på Kim, som nikker.
"Men vi vil altid sejle, og planen er, at vi i fremtiden vil sejle i Skandinavien, særligt Norges vestkyst, hvor man også finder en enestående natur. Men de helt lange ture sejler vi nok ikke ud på igen," siger Kim.
Og selv om Kirsten og Kim måske ikke igen drager til troperne, Alaska eller runder Nordvestpassagen, kan de jo altid slå op i scrapbogen og mindes deres mange eventyr på verdenshavene. Dem vil de altid have, ligesom sejlerparret fra Esbjerg altid vil have en plads i historiebøgerne.
Pladsen som de første danskere, der i en sejlbåd passerede Nordvestpassagen.