Vi er et fornuftigt familieforetagende
I år er det 40 år siden, at Per og Karen Margrethe Tækker etablerede firmaet Vejen VVS Service. Efter mange år, hvor arbejdet fyldte mest, har de nu også fået mere tid til at slappe af og rejse på ferie
De fleste bruger lang tid og gør sig mange overvejelser, når de planlægger en tilværelse med egen virksomhed.
Det gjorde Per Tækker ikke, da han for 40 år siden besluttede sig til, at nu ville han have sit eget firma.
"Nej, det var en beslutning, vi tog lige pludselig. Jeg var mestersvend i et andet firma, og en aften kom jeg hjem og sagde "nu gider jeg ikke mere, nu starter vi for os selv," fortæller Per Tækker.
Og hos familien Tækker var der ikke langt fra tanke til handling.
"Vi startede fra den ene dag til den anden, og vi havde heller ikke noget lokale, så det var lidt som en ?kold tyrker,? siger Per Tækker, der sammen med hustruen Karen Margrethe fandt frem til et tidligere værksted på Højvang, hvor de åbnede.
"Efter et år og tre måneder skulle det sælges, og så lejede vi os ind på Fabriksvej, indtil vi i 1977 begyndte at bygge selv her hvor vi er nu. Og så byggede vi huset ved siden af til os, hvor vi stadig bor," fortæller Per Tækker, og parret har kun set det som en fordel, at familien kunne bo lige ved siden af firmaets bygninger.
"Vi har haft meget glæde af at bo så tæt på, for hvis der lige kom en håndværker forbi, så kunne vi jo hurtigt komme over i butikken," siger Karen Margrethe, der til at begynde med havde arbejdet andetsteds, men tog sig af det administrative om aftenen, indtil hun rykkede ind bag sit eget skrivebord på firmaadressen.
Arbejde og skole
Det er i år 40 år siden, at parret åbnede Vejen VVS - og den første tid var hårdest, for da skulle Per Tækker både passe arbejde og sidde på skolebænken.
"Allerede efter en måned ansatte vi den første svend, og så arbejdede jeg om dagen, mens jeg gik i skole om aftenen, for at få autorisation. For da vi begyndte, havde jeg heller ikke fået autorisation endnu. Jeg arbejdede og gik i skole mandag til torsdag og fredag havde jeg så fri – fra skolen, men jeg skulle stadig arbejde," smiler Per Tækker og tilføjer:
"Jeg fik autorisationen i første forsøg. Og det var da hårdt både at arbejde og gå i skole, men vi var gode til hårdt arbejde dengang."
Og selvom de begge med god samvittighed kunne slippe tøjlerne helt og gå på et velfortjent otium, så sker det ikke foreløbig.
"Så længe vi har helbredet til det, bliver vi ved. Det er jo som ens barn. Vi havde ingenting, da vi startede," siger Karen Margrethe Tækker, der dog kan glæde sig over, at der med årene er blevet mere tid til at tage til familiens sommerhus i Blåvand og til at rejse udenlands.
"Det har jo været arbejde det meste af tiden. Så vi begyndte først for alvor at rejse ud på ferie i 1989," fortæller Karen Margrethe, der også er med, når Per Tækker drager til for eksempel Sydafrika for at dyrke sin helt store hobby - jagten.
Bidt af jagt
Det var faktisk også Karen Margrethe og sønnen Kenny, der fik Per til at blive bidt af jagt.
"På et tidspunkt gik det hele jo kun op i arbejde for ham. Og da han engang havde været med Kenny på jagt, spurgte jeg ham, om det ikke var noget for ham at blive jæger, men nej det skulle han ikke," smiler Karen Margrethe Tækker, men de mange flotte dyretrofæer, der hænger på væggen over kældertrappen i parrets parcelhus vidner om, at jagt nu i en del år har været Per Tækkers helt store passion.
Og der er også kommet flere hobbyer til.
"Jeg har spillet jagthorn i mange år, og så er jeg også med i Vejen Mandskor. Og jeg er også med i bestyrelsen for flugtskydningsforeningen," siger Per Tækker.
Generationsskifte
Det er efterhånden ved at være godt 20 år siden, at familien Tækker så småt tog hul på et generationsskifte i firmaet, hvor sønnerne Bjarne og Kenny kom ind som medejere. Siden er en af firmaets gamle svende også kommet ind i ejerkredsen, så den nu består af Per Tækker, Bjarne Tækker, Kenny Tækker og Peter Lund.
Og 70-årige Karen Margrethe og 69-årige Per Tækker har - som nævnt - ikke tænkt sig at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet.
"Tiden går så godt, når man har noget at lave. Det kan da godt være, at vi på et tidspunkt siger, at nu kan de overtage det hele, men vi skal da i hvert fald lige have 40-års jubilæet med," smiler Karen Margrethe Tækker.
Lærling nummer 28
Vejen VVS er siden den spæde begyndelse for 40 år siden vokset, og der er nu 12 fastansatte. Deraf er de fire lærlinge, og i løbet af de fire årtier har Vejen VVS uddannet sin del af lærlinge.
?Vi har lige regnet ud, at vi er nået til nummer 28 lærling nu," siger Karen Margrethe Tækker, der også kan glæde sig over, at når først folk er ansat i firmaet, så bliver de hængende.
"Vi har allerede haft tre, der har fejret 25-års jubilæum, og den fjerde kan fejre det i år," siger Karen Margrethe Tækker. Og hvis man spørger parret, hvordan det er lykkedes at holde liv i firmaet igennem fire årtier, så er de ikke i tvivl:
"Vi er et fornuftigt familieforetagende. Vi har aldrig tjent de store penge, men vi har heller aldrig sat de store penge til," siger Per Tækker og tilføjer:
"Det har da været hårdt arbejde indimellem og det har da også været træls, men vi har været igennem ?7 gode og 7 magre? år flere gange. Det gælder om hele tiden at kunne tilpasse sine omkostninger."