Den Snaldrede Anstandsdame
På lørdag har Fredericia Teater premiere på forårets store musical
Der bliver øvet intenst på Fredericia Teater i disse dage. Lørdag er der premiere på Broadway–succesen "The Drowsy Chaperone", som på dansk hedder Den Snalrede Anstandsdame.
Det er en sjov musical, der har vundet fem Tony-priser og 7 Drama Desk Awards for blandt andet bedste manuskript og for bedste musik og sangtekster.
Forestillingen, der varer 90 minutter, foregår både i nutiden og i 1920'erne. Den midaldrende Broadwayfanatiker, spillet af Søren Scheibye, finder sin gamle favorit vinylplade frem med musikken fra den fiktive musical, The Drowsy Chaperone, fra 1928. Med åbningsreplikken "Jeg hader teater..." begynder han at fortælle om musikken, om historien og om skuespillerne. Således starter det musikalske tilbageblik, og vi får historien om den store stjerne, der forlader teaterlivet for at blive gift. I musicalen møder vi alle de skæve karakterer, der er omkring det vordende ægtepar.