Barsk børnebog om narko og pædofili
Jim Højbjergs bog nummer 50 er en barsk børnebog
I Jim Højbergs bog nummer 50 'Hvis livlinen brister' er handlingen lagt til Portugal. En bog om gadedrenge, narko, pædofili og organtyveri. Barske sager for en børnebog.
"Da jeg for nogle år siden var i Portugal, var jeg så heldig at mødes med Richardo og hans kone Paula. De fortalte om hvordan de gennem mange år, har hjulpet gadedrenge i byen Setubal. Det startede med at Richardo fik frarøvet sin pung. Han gik til gadedrengene og tvang dem til at levere den tilbage. Som tak gav han dem mad. Men det var mad de selv skulle lave. Snart havde han og Paula lavet et folkekøkken for drengene og det har siden udviklet sig, og de har hjulpet rigtig mange drenge," fortæller Jim Højberg.
Richardo gør det på utraditionelle måder. F.eks. tager han dem med op i bjergene og kaster dem ud over en bjergside. Som erfaren bjergbestiger fører han dem så ned, men undervejs lærer de at tage imod gode råd og indordne sig. De hænger i en livline. Noget de har gjort hele livet, men her bliver den konkret og de forstår, at de kan gøre noget ved det.
Bogen handler om det store arbejde, som Richardo og Paula har gjort og gør. Men det er også en beskrivelse af gadedrengene og deres fortid.
"Og det er barske sager. De sniffer lim og tager narko, de udsættes for pædofili og tjener penge som trækker drenge. Og da to af drengene kidnappes udsættes de for organtyveri. Det er barske sager, men jeg mener det giver mening at skrive det for børn, da det er sat ind i en sammenhæng, der viser at det er vigtigt og muligt at hjælpe dem," siger forfatteren, der glæder mig meget til at høre, hvad de unge mennesker siger til de barske sager.
Bogen er udgivet på Forlaget Turbine og illustreret af Søren Klok.