Alt for få kender Elbodalens naturperler
Den smukke Elbodal bør være mere tilgængelig med stier og adgangsmuligheder. Det mener gruppen Sti Gennem Elbodalen
De fleste kender navnet, men de færreste har oplevet alle de smukke og berusende naturoplevelser, der ligger og venter i Elbodalen. Og det er synd.
Det mener de to erhvervsmænd, Niels Jørgen Andersen og Torsten Leonhard fra Fredericia.
De har i mange år haft en fælles glæde over den varierede natur i Elbodalen. De besøger jævnligt de mange forskelligartede områder, der alle ligger i ganske kort afstand fra byen.
"Elbodalen er det allersmukkeste natur, vi har i området. Men alt for få benytter sig af området. Så der er brug for at gøre Elbodalen mere kendt og mere tilgængelig," siger Torsten Leonhard.
Niels Jørgens Andersen er enig. Så nu har de slået sig sammen under navnet Sti Gennem Elbodalen! Deres mål er at få Fredericia, Vejle og Kolding kommuner, Region Syddanmark og EU med i et projekt, der skal anlægge stier hele vejen fra den ene ende af dalen til den anden.
Meget forsigtigt anslår de prisen for sådan et projekt til omkring 100 millioner kroner.
Til alles glæde
Elbodalen er 18 kilometer lang. Den går fra Vejle Fjord til Kolding Fjord. Den byder på en imponerende variation i dyreliv og landskabstyper. Flere steder er landskabet formet af gamle kiselgurgrave. Andre steder fremstår naturen helt uberørt.
Selvom dalen gennemskæres af både motorveje og jernbaner, er der helt stille i området.
"Man bliver fuldstændig salig, så stille der er," siger Niels Jørgen Andersen, der ville ønske, at dalen blev besøgt og oplevet af flere.
"Vores oplæg her skyldes alene, at vi ønsker flere den store oplevelse at komme til Elbodalen. Vi har ingen kommercielle interesser i projektet," siger han.
Lange udsigter
Begge herrer ved, at projektet har lange udsigter. Og at det er en svær operation at få flere kommuner, regionen, EU, fonde, puljer og en lang, lang række lodsejere til at gå sammen. Men hvis det skal være, skal det være nu.
"Det her handler både om naturformidling, naturpleje og naturgenopretning. Samtidig vil et velfungerende stisystem være en oplagt fordel for folk, der gerne vil opsøge lidt motion i naturlige omgivelser. Så vi håber, at projektet vil nyde fremme de rigtige steder," siger Torsten Leonhard.
"Elbodalen er fantastisk. Det er synd ikke at opleve den."
Torsten Leonhard Sti Gennem Elbodalen!
"Der er stille som graven i Elbodalen."
Niels Jørgen Andersen Sti Gennem Elbodalen!