Fortsæt til indhold

Pokalvinderne besøger Skansen

SønderjyskE kommer på en hård opgave, når Århus Håndbold kommer til Sønderborg

Arkiv
Mikkel Hansen

SønderjyskE skal på lørdag forsøge at få point mod de danske pokalmestre fra Århus Håndbold.
Århusianerne havde faktisk en rigtig dårlig start på sæsonen med dårlige resultater og mange skader i truppen.
Men efter en dårlig start har de igen fået noget at smile af i smilets by. Der er sat masser af point på kontoen, og holdets profiler er stort set skadesfri.
Århus Håndbold ligger på en sjetteplads i ligaen, men der er et stort hul op til de forreste fem hold. Dermed ser århusianerne allerede ud til at være sikret en plads i slutspiller med en sikker sjetteplads, og holdet har måske ikke så meget at spille for før slutspillet begynder.
"Det bliver en svær udfordring for os, men vi vil gerne skabe en lille overraskelse her mod slutningen af sæsonen," siger SønderjyskE-træner Morten Henriksen.
SønderjyskE tabte i holdenes første møde i Århus, hvor Rune Ohm efter en flot første halvleg blev mandsopdækket i hele anden halvleg.
Blandt profilerne på Århus-holdet er playmaker og venstre back Henrik Hansen, ligesom SønderjyskE skal passe på de to stregspillere Mads Lind og Frederic Pettersson. I målet har Århus Håndbold den nærmeste legendariske Jan "tromle" Nielsen.
Mens Århus Håndbold ligner et sikkert slutspilshold kæmper SønderjyskE bravt mod flere andre hold om en top 8-placering, der giver adgang til slutspillet.
"Der er store forventninger til os i år, og det er jo fedt. Men der er også nogle ydre omstændigheder, der spiller ind, som f.eks. skader, hvor vi har været rigtig hårdt ramt i år. Vi jagter naturligvis en plads i slutspillet. For et år siden lå vi tæt på en direkte nedrykning, så en top 10-placering kan vi også være stolte af."
Selvom SønderjyskE på det sidste har været ramt af skader til bl.a. Mikkel Ibsen og Anders Zachariassen, begynder situationen nu at lysne lidt. Således er både Mads Thomsen og Casper Zachariassen begyndt at træne med igen.