FCR-træner i voldsdrama
Meningerne er delte om, hvem der var skyld i et slagsmål på grønsværen
En venskabskamp mellem FCRs U17-trup og Boldklubben Frem fik et ubehageligt efterspil.
Sagen startede, da FCR’s assistenttræner, Flemming Henriksen, løb ud på banen i forbindelse med et frispark, der blev lavet på en Roskilde-spiller.
Hvad der skete derefter, er der delte meninger om.
Hos Frem mener man, at Flemming Henriksen tog fat i en af de unge Frem-spillere og ruskede ham.
Da nogen greb ind ved at vælte Flemming Henrik, rejste han sig og slog flere Frem-spillere.
Modsat forklaring
I Roskilde-lejren mener man dog, at det var Frem-spillerne, der slog og sparkede Flemming Henriksen flere gange, mens han lå ned.
Uanset hvad der skete, har FCR valgt at suspendere assistenttræneren i 14 dage.
- Uanset hvad der skete, så har Flemming forbrudt sig mod vores regler, da han tabte besindelsen i situationen, siger administrationschef fra FCR Ungdom Carsten Reinholdt og fortsætter:
- Nu tager vi en lille puster, hvor vi prøver at finde ud af, hvad der videre kommer til at ske.
- Blandt andet venter man på, at dommeren i kampen skal afgive sin forklaring.
Politiet er også blevet blandet ind i episoden.
hw