Barndommens spioner og soldater

Vejen er knoldet og svær at køre på. Vinteren og tidens tand har i fællesskab sat deres spor.
Men vejen er smuk, for området er smuk. Den lige vej hen mellem Randbøl og Randbøl Hede går langs et stykke danmarkshistorie, som jeg husker, men som jeg ikke husker alligevel. For da Vandel Flyvestation var på sit højeste, var jeg et barn, og jeg anede ikke helt, hvad der foregik ude på den flyveplads.
Men jeg vidste, at noget skete derude. Det gjorde der nu ikke. Ikke sådan helt vildt og voldsomt, men i et barnehoved kan fantasien jo få vide rammer, og derfor var Vandel Flyvestation et sted, hvor der var spioner og soldater. Og der var hurtige fly, som kunne forsvare vores land mod fjenderne.
Jeg er barn af den kolde krig. Det er vi mange, som er, men efterhånden er der jo også mange, som ikke er barn af den kolde krig. Mine bonusbørn eksempelvis. De må lære om det i skolen. Og fra de voksne omkring dem, som alle kan huske, hvordan det var.
Og hvordan var det så? Ja, det var jo en krig, som ikke var en krig. Jeg mærkede i hvert fald ikke noget direkte til den. Eller jo, det gjorde jeg faktisk. Jeg var i Moskva i 1985, da Danmark tabte landskampen mod den russiske bjørn. Der sad vi danskere så på det kæmpestore stadion, der selvfølgelig hed Lenin-Stadion. Og vi boede på et hotel for vesterlændinge, der havde dollars med i lommen. Der var vagter i store frakker og med maskinpistoler over skulderen overalt, og der var dagligt en lang kø foran den lille butik henne om hjørnet.
Der var, kort fortalt, meget stor forskel på dem og os. På det de ikke måtte, og det som vi måtte.
Den Kolde Krig var lige der meget nærværende, men også varm nok. Russerne var hjertelige, og de var jo bygget af de samme grundsten som os. Vi var mennesker, men vi var nu noget skeptiske overfor hinanden.
Det var nu ellers tyskerne, som byggede den under 2. Verdenskrig, men op gennem 1970'erne og 1980'erne, hvor jeg var barn, var det den danske hær, som stod som ejer.
Der var vist ikke det helt store hemmelighedskræmmeri omkring Flyvestation Vandel, men i mit barnesind var det et meget hemmelig sted, hvor kommunisterne ikke måtte komme forbi. Og hvor vi andre heller ikke måtte besøge, for det var jo et sted for folk, der var hemmelige. Vi kørte gennem Vandel, når vi skulle i Legoland, men vi drejede aldrig til venstre og ned til flyvestationen.
Det gør jeg heller ikke lige nu. Nu kører jeg udenom den gamle flyvestation, hvor nutiden byder på go-kart og andre ting. Vi er efterhånden langt væk fra både den varme krig i starten af 1940'erne, og den efterfølgende kolde krig mod kommunisterne.
Det er nu meget rart. Men vejen jeg kører på - Rygbjergvej hedder den - må nu gerne blive forbedret en gang i nærmeste fremtid. Det kræver snart en russisk tank at køre på den vej.