Fortsæt til indhold

Sønderkærskolen sættes til salg

Der arbejdes på et ¿delvist¿ salg af Sønderkærskolen - nemlig af hovedbygningen ud mod Hvidovrevej

Arkiv
oashvidovreavis.dk

Og der er ikke længe til - faktisk vil skolen stå tom om små fire måneder - nemlig den 1. juli. Dele af bygningen er planlagt at skulle anvendes til kommunale formål. Sønderkærskolen skal fremover huse både billedskolen samt musikskolen. Begge har i dag til huse i skolebygningen. Herudover bliver sportshallen benyttet af forskellige sportsforeninger, hvilket vil fortsætte efter skolens lukning. Hallen vil - efter Sønderkærskolens lukning - også blive benyttet af Gungehusskolen. Der vil yderligere være en del ledige lokaler - lokaler, som tænkes brugt til forskellige kommunale formål. Såfremt det besluttes at frasælge en del af skolebygningen, vil kommunen igangsætte en analyse af, hvilke kommunale funktioner, der med fordel vil kunne indpasses i de ledige lokaler. De fleste af disse lokaler er placeret i midterbygningen. Salg af hovedbygningen Da Hvidovre Kommune på nuværende tidspunkt ikke har behov for de mange m2 som kommunen råder over, anbefales det derfor at sælge en del af Sønderkærskolen. Konkret foreslås det, at hovedbygningen ud mod Hvidovrevej sættes til salg. Økonomi og stabsforvaltningen har rettet en uforpligtende henvendelse til mægleren, Sadolin og Albæk, som vurderer at bygningen vil kunne sælges som erhvervslokaler. De vurderer også, at der vil være et marked for bygningen. Et salg vil foregå efter kommunestyrelseslovens § 68. Det betyder, at ejendommen sættes i offentligt udbud og tilbud bliver forelagt kommunalbestyrelsen. Et salg af bygningen vil naturligvis medføre en indtægt for kommunen. Men det er på nuværende tidspunkt ikke muligt at vurdere, hvor meget et eventuelt salg vil indbringe. Et salg af bygningerne vil også betyde en besparelse i form af sparede vedligeholdelses- og drifts udgifter. Økonomiudvalget holdt mandag aften - efter avisens deadline - møde om sagen, og tog i går stilling til, om det skal anbefales at kommunalbestyrelsen giver forvaltningen grønt lys til at igangsætte foranstaltninger med henblik på et salg af en del af Sønderkærskolen. Der skal denne forbindelse gives en tillægsbevilling på 100.000 kr. til betaling af ejendomsmæglerudgifter.

Sønderkærskolens hovedbygning skal nu sælges.