Fortsæt til indhold

Hver anden boligejer vil bruge boligfradrag

Dobbelt så mange boligejere som sidste år vil benytte sig af boligjob-ordningen, viser en undersøgelse som Epinion har lavet for Nybolig. Det er godt nyt for de lokale håndværkere

Arkiv
Arkiv

Godt halvdelen af de danske boligejere vil i år bruge boligjob-ordningen til at få udført arbejde på og i boligen, viser en undersøgelse som Epinion har lavet for Nybolig.
I undersøgelsen, der er gennemført i oktober sidste år, angav 52 pct. af boligejerne således, at de vil benytte sig af ordningen, hvis den fortsatte i 2013. Det er dobbelt så mange som sidste år.
Her ville næsten hver fjerde boligejer, svarende til 23 pct., benytte sig af boligjob-ordningen. Det er specielt reparation af tage, udskiftning af vinduer og døre samt malerarbejde, som 63 pct. har valgt at få lavet og derfor fylder godt som fradrag på de kommende selvangivelser.
Mange har også valgt at bruge penge på det indre af boligen. Godt en tredjedel, svarende til 37 pct., har investeret i fornyelse af køkken og bad eller fået udskiftet elinstallationer.
På tredjepladsen kommer vinduespudsning som 25 pct. har fået udført, fulgt af almindeligt havearbejde og almindelig rengøring som henholdsvis 9 og 5 pct. har betalt for.
"Det er yderst fornuftige investeringer boligejerne har foretaget. Nye døre og energivinduer vil betyde, at boligens energiforbrug bliver lavere og dermed mere attraktiv for potentielle købere. På samme måde vil udskiftning af et gammelt tag, der springer i øjnene på køberne, øge boligens værdi.
Det er reparationer, der ikke egner sig til gør-selv-løsninger, men kræver en professionel håndværker, så her er boligjobordningen en god mulighed, til at få boligen forbedret, samtidig med, at det giver beskæftigelse til lokale håndværkere," siger ejendomsmægler & valuar Erna Toft Christensen, Nybolig Rødding.