Bryan Adams sang helt ind til benet
Bryan Adams "Bare Bones Tour" gik rent ind i Musikhuset
"Det her er er mit show, og jeg kan tage mig al den tid, jeg vil!"
Den rutinerede verdensstjerne Bryan Adams havde fredag aften 1.070 esbjergensere og andet godtfolk i sin hule hånd under den totalt udsolgte koncert i Musikhuset Esbjerg. Og absolut ingen var i tvivl om, at det var Bryan Adams' show.
Der var ingen korpiger, et band eller prangende lyseffekter - hvis man lige ser bort fra et par heftige spots i starten, som hovedpersonen selv hurtigt fat sat en stopper for - til at stjæle opmærksomheden fra det, som det hele handlede om: Bryan Adams og hans imponerende liste af hits. Smukt indrammet af blot hans egen guitar, mundharmonika og en dygtig pianist gav han dem alle - i hvert fald de største.
"Mange af sangene her i aften kender I. Men for mange vil det alligevel være første gang, at I hører dem," lød det fra Bryan Adams med henvisning til, at teksterne kommer helt anderledes til udtryk, når der "bare" er tale om en mand med sin guitar.
Om nogen hørte noget, de ikke havde hørt før, må være op til den enkelte at svare på - en ting er dog helt sikkert: Rigtig mange hørte noget, de kendte og kunne lide.
"Wow, den her burde jeg vist spille hele aftenen," lød det med stor begejstring fra scenen, da publikum fik hele musikhusets store sal til at gynge under "Summer of 69".