Fortsæt til indhold

Kirke Hyllinge kirke renoveres indvendigt

Kirken i Kirke Hyllinge skal igennem en større indvendig renovering

Arkiv
Af David Foli

Kirke Hyllinge Ifølge Magasinet TRO står Kirke Hyllinge Kirke overfor et større indvendigt renoveringsarbejde. Og der er udsigt til en omfattende omgang. Der skal således laves et nyt loft, der kommer et nyt varmeanlæg og nye bænke, og så skal der ske en oppudsning af kirkens vægge ligesom der vil blive en omlægning af gulvet. I tårnrummet vil der også ske forbedringer, da der laves nyt stengulv, og loftstrappen bliver erstattet af en ny trappe. Det er ifølge TRO kun altertavlen og alterbordet, som går fri i denne omgang. Som noget nyt vil der blive installeret en projektor, så det bliver muligt at vise billeder direkte på væggen, og der vil blive indkøbt et klaver.Et lån fra Roskilde Stift finansierer "ansigtsløftningen", og lånet vil blive betalt tilbage via kirkens normale budget. Kirken vil efter planen være lukket fra 3. marts til 1. søndag i advent. Grunden til, at der kan være usikkerhed om tidsplanen, er, at der ved tidligere lejligheder er dukket historiske effekter op ved kirke-restaureringer, som dermed udskyder planerne. Mens arbejdet pågår i Kirke Hyllinge kirke vil alle gudstjenester og kirkelige handlinger foregå i Lyndby kirke.