Fortsæt til indhold

Kommunens udbakke lukket

Store mængder tomme mails fik TDC til at blokere for udadgående post

Arkiv
Jan Partoft

Roskilde Kommune står i øjeblikket uden den digitale livline til omverden. Siden tirsdag har kommunens medarbejdere ikke kunnet sende e-mails ud af huset.
- Vi har haft et par pc’er, der begyndte at sende store mængder tomme e-mails ud af huset, siger digitaliseringschef Ole Bech fra Roskilde Kommune.
- Så vores mailcenter hos TDC blev lukket for udadgående post.
- Nu har vi fundet de pc’er, som det drejer sig om og fået dem stoppet.
Det er kun mails ud af huset, der har været spærret. Kommunen har modtaget mails udefra og internt har mailsystemet virket.
Årsagen til problemerne med mail-systemet ligger i en snyde-mail.
- Der er desværre nogle, som har svaret på nogle snydemails, som foregav at komme fra Region Sjælland, siger Ole Bech
- Den foregav, at ens mailbox var ved at være fuld, og med et klik kunne man få mere plads.
- Så er der desværre nogle, der har fået givet deres oplysninger videre.
Ole Bech regner med, at problemerne med mailsystemet er overstået onsdag eftermiddag.
- Vi har fået alle mails, og medarbejderne har svaret på vigtige mails via deres private mails eller faxet, siger Ole Bech.

jp@roskildeavis.dk