Gymnastikstævne på camping
Mange nye ting kommer til at ske i fremtiden på campingpladsen.
Lejrchef William Christiansen har en aftale med Roskilde Kommune om, at de i fællesskab skal arbejde på, at et DGI stævne kommer til stedet første weekend i juli. (Det der tidligere var i Borrevejle. Red.)
- Så har roskildenserne stævnet tæt på, og campisterne vil også få glæde af det, siger lejrchefen og fortæller, at der vil blive stillet to scener op, som gymnasterne kan vise deres færdigheder på.
Leg til børn
Næste år har kommunen lovet at bygge en stor legeplads til børnene på strandområdet, så de mange institutioner og familier har endnu mere at foretage sig i området.
Forpagterparret glæder sig til de mange nye ting, der skal ske på deres campingplads, så den udover den smukke udsigt også har andre ting at byde på for de lokale og gæsterne.