Fortsæt til indhold

Billige bøger på biblioteket

Vejen Bibliotek inviterer igen til bogsalg

Arkiv
Dorthe Andresen

Der kommer hele tiden nye bøger og andre materialer ind på biblioteket, så for at skaffe plads må andre ud.
Vejen Bibliotek kasserer løbende i materialerne, både på grund af slitage og på grund af forældelse.
Og nu har der hobet sig mange bøger op, som ikke skal være på hylderne mere, og biblioteket udbyder dem til salg over en uge her i marts.
Bogsalget begynder lørdag den 16. marts klokken 10 og fortsætter i den bemandede åbningstid. For de hurtige eller tålmodige er der gode køb at gøre: Næsten nye romaner, som er blevet nussede eller er ved at miste sider, gode gamle klassikere, de næst-nyeste rejsebøger, flotte billedbøger – måske med nogle krøllede sider. Nogle køber til sommerhuset eller campingvognen, andre for at have lidt liggende til børnebørnene.
Bogsalget fortsætter mandag og ugen ud med lørdag den 23. marts som sidste dag. De første dage ligger prisen fast på 10 kroner pr bog, derefter falder priserne.
Der plejer at være god interessere for bibliotekets bogudsalg, så personalet venter besøg af en del borgere fra åbningsdagen.