Lam på grillen er et hit til påske
I løbet af små to uger holder vi påske. Det ved slagter Lund i Grundfør godt, så han er ved at planlægge adskillige lammekøller og andet godt, som hans kunder vil have til højtiden.
"Det er meget lam, som folk efterspørger i dag. Men da jeg var dreng i Sønderjylland, mindes jeg ikke, at det var lam, der kom på bordet," siger slagtermesteren. "Måske har det været for dyrt dengang."
I dag er forbrugerne bevidste om lammets kvalitet, og det skal være af dansk afstamning, siger Klaus Daniel Lund.
Grillen er trods frost og kulde i øjeblikket også på vej ud i haverne igen, tror slagteren.
"De sidste tre-fire år har der været efterspørgsel på grillvarer op til påske. Og det tror jeg sker igen, selvom påsken falder tidligt i år. Jeg forbereder i hvert fald et større sortiment af pølser."
Lammestegen kan også komme i kuglegrillen, hvis man har erfaring med det, mener Klaus Daniel Lund.
"Vi griller jo hele året i dag, også op til jul med både and og flæskesteg. Det er grill ude og spise inde," siger slagteren.