Fortsæt til indhold

Sneskred i vinterbudget

450 ton salt på Roskildes veje koster kassen

Arkiv
Anette Gundlach

Kommunens budget skrider på grund af den lange og snefulde vinter.
- Vi har saltet meget mere end normalt, fortæller vejingeniør Anita Madsen og forklarer, at det skyldes både sne og rim.
Fra januar er der allerede brugt mellem 13 og 15 mio. kroner på dette års vinter. Hvilket næsten svarer til beløbet, som er sat af til hele årets vintertjeneste. Og skal altså også dække månederne sidst på året.

100 ton salt mere på vejene

Kommunens folk har smidt hele 450 ton salt ud på vejene. Hvilket er 100 ton mere end på en almindelig vinter.
Bare i år er der allerede blevet saltet 50 gange i løbet af de første 60 nætter.
I december blev der også fjernet tonsvis af sne, ryddet veje og saltet til den helt store guldmedalje.
Det betyder, at masser af folk har været på nattevagt, som jo også koster.

Politikere vil have frie veje

Kommunens driftschef Carsten Leth er alligevel optimistisk med hensyn til økonomien.
- Politikerne vil jo have ryddede veje, så de skal nok finde frem til en løsning.
Til gengæld er han glad for, at det, trods den megen sne, er lykkedes at holde veje, cykelstier og fortorve farbare det meste af vinteren.
Det var kun i december måned, hvor sneen blev ved med at falde i store dyner og ikke forsvandt igen på grund af de hårde frostgrader, at det begyndte at blive problematisk, fordi sneryderne knoklede i døgndrift og også havde krav på hviletid, så de kunne sove ud.
Her fik driftschefen lavet en aftale med frivillige fra Roskilde Brandvæsen som kunne og stadig kan sættes ind, hvis det bliver nødvendigt.
Det blev dog ikke nødvendigt i denne omgang.
En enkelt gang var saltleverandøren ved at løbe tør for salt, men det problem blev også klaret.
- Samtidig er det første gang, at kommunens nye entreprenør har stået for vintertjenesten. Så med et par enkelte skønhedsfejl er det meste af vinteren gået ganske glat, mener Carsten Leth,

ag@roskildeavis.dk