Fortsæt til indhold

Thai og Sushi House åbner i Herfølge

Arkiv
Per Møller

HERFØLGE: Efter at have holdt lukket i lidt mere end en måned er Henrik Lind klar til fredag den 22. marts kl. 16.00 at byde de første spisende gæster indenfor i Herfølges nye, spændende spissted - Thai og Sushi House, der har til huse i den tidligere Herfølge Kro der lukkede medio februar.
Henrik Lind overtog Herfølge Kro den 14. februar og siden har der været fuld fart på for at få renoveret restauranten og få et helt nyt koncept kørt i stilling.
Bl.a. valgte Henrik Lind at ændre restaurantens navn til Thai og Sushi House, og navnet siger sådan set alt om, hvad der står på menukortet.
- Vi har valgt at byde indenfor i en restaurant, der satser på Thai og sushi. Og til at varetage dette i køkkenet har vi ansat to Thai kokke og en sushi kok, som vil sørge for, at der kræses for gæsterne i restauranten. Til børnene har vi både børnevenlige thairetter og lidt fra det danske køkken - bl.a. spaghetti og kødsovs og pommes frites, ligesom der er fri isbar, således at børnene kan hygge sig med en is eller to når måltidet er indtaget, siger Henrik Lind, der i forvejen driver Jomfruen og Thaikokken på Ølsemaglevej i Køge Nord.