120 smukke værker i Karms Art Galleri
Stor påskeudstilling fra 28. marts til 1. april.
KØGE: Siger man påske siger man også kunstudstilling hos Karms Art Galleri i Ølsemagle.
Påskeudstillingen hos Allan Karms er i år udvidet med en gæst, Susanne Anker Bidstrup, som viser hendes moderne lette lyse arbejder.
Susanne Anker Bidstrup fik for 7 år siden en arbejdsskade, der tvang hende i ro. Siden da, har Susanne Anker Bidstrup levet med stærke smerter og haft vanskeligt ved basale færdigheder som at sidde, stå og gå. Dette resulterede i, at hun de først år efter skaden udelukkende var derhjemme og på skift lå eller sad blødt. Tiden gik oftest med at sidde og kigge på fuglene, der blev fodret udenfor stuevinduet.
På Facebook lærte Susanne for 2 år siden, Allan Karms at kende. Allan Karms, der runder de 80 år i år, er en erfaren kunstmaler, der har viet sit liv til kunsten. Han er vokset op i et hjem med en far der var scenograf på Nordisk Film og kunstmaler. Faderens glæde ved maleriet gik i arv til Allan, der kom til at leve af sin kunst fra han var 14 år gammel.
- Allan Karms fortalte mig, at jeg havde en udsøgt medfødt favesans og talent for at male, og det mente han, at han kunne støtte mig i at udvikle mig ydeligere. Facebook venskabet blev til et nært venskab skabt via ping pong og inspiration om kunst, samt om en fælles forståelse og ros og kritik af hinandens billeder, fortæller Susanne Anker Bidstrup til Lørdags-Avisen.
Gradvis udviklede Susanne Anker Bidstrups billeder sig til moderne impressionistiske værker og likesne på facebook strømmer ind. Det er baggrunden for at Allan Karms har inviteret Susanne Anker Bidstrup til at udstille sammen med sig i sit Galleri.
Udstillingen består af ialt 120 værker og kan opleves i påskedagene i Karms Art Galleri, Sundvej 5 i Køge nord i dagene fra Skærtorsdag den 28 marts til og med mandag den 1 april - 2. påskedag. Alle dage åbent kl. 10-17. Der er som altid fri éntre.
Se mere på Susanne Anker Bidstrups og Allan Karms hjemmesider - h.h.v. www.bidstrup.cc/galleri og www.allankarms.dk.