Nu ruller cykelstafetten igen
Fredericia Cykelby inviterer medarbejdere på de lokale virksomheder og arbejdspladser til at finde cyklerne frem og dyste mod hinanden
Fredericia Cykelby gennemfører ligesom sidste år en kampagne kaldet Cykelstafetten, hvor 25 gule GPS'er skal vandre fra hånd til hånd i Fredericia. Lokale virksomheder og arbejdspladser kører mod hinanden.
"Vi glæder os til igen i år at få en masse borgere ud at cykle sommeren i møde. Sidste år cyklede deltagerne over 20.000 km tilsammen, og det tal satser vi da på at kunne slå i årets cykelstafet," siger Troels Andersen, der både er projektleder i Fredericia Cykelby og Trafikplanlægger i Vej & Park.
"Vi håber, at medarbejdere fra lokale virksomheder igen i år har mod på at melde sig som holdkaptajner og dyste mod hinanden og byens øvrige arbejdspladser," tilføjer han.
Tilmelding
Kampagnen skydes i gang mandag den 8. april ved, at holdkaptajnerne cykler en tur med GPS'en, uploader turen til kampagnesiden og giver GPS'en videre til en kollega fra arbejdspladsen, som cykler en tur med GPS'en og giver den videre til en ny kollega og så fremdeles frem til fredag den 31. maj.
Man kan melde sig som holdkaptajn på www.fredericiacykelby.dk indtil søndag den 24. marts.