Pensioneret skole-inspektør tilbage på Avedøre Skole
Tirsdag blev Torben Lottrup konstitueret leder af Avedøre Skole
Tirsdag blev Torben Lottrup nemlig konstitueret leder på Avedøre Skole. Som Hvidovre Avis tidligere har skrevet, er der indgået en aftale med skolens nu aftrådte leder Jan Haagen Rosfeldt og hans faglige organisation om en fratrædelsesordning. - Årsagen er, at Hvidovre Kommune ønsker en anden profil som skoleleder på Avedøre Skole end hans, skriver Hvidovre Kommunes Skolechef Søren Thorborg til Hvidovre Avis. I stedet er skolens tidligere leder Torben Lottrup, der blev leder af Avedøre Skole i januar 2001 og gik på pension i juni 2012, nu tilbage i rollen som konstitueret leder. Så vidt er planen, at Lottrup skal lede skolen frem til sommerferien. - Vi slår hurtigst muligt stillingen op, men der kommer til at gå nogle måneder, før vi får ansat en ny skoleleder. Da der i de kommende måneder vil være brug for en fuldtallig ledelse og al den driftsikkerhed, vi kan opnå, har vi bedt Avedøre Skoles pensionerede skoleleder, Torben Lottrup, om at være skoleleder-vikar frem til sommer, lyder det fra Søren Thorborg. Præcis hvad der ligger bag Jan Haagen Rosfeldts afgang fra Avedøre Skole ønsker skolechefen ikke at komme nærmere ind på. Han mener imidlertid, at beskeden om både Jan Haagen Rosfeldts afgang og Torben Lottrups tilbagevenden til skolen er blevet modtaget godt på Avedøre Skole.