Tom tog teten i Tjæreborg
Forfatteren Tom Buk Swienty leverede et forrygende foredrag på Tjæreborg Bibliotek
"Dengang jeg drog af sted, dengang jeg drog af sted..."
Sangen genlød i lokalerne på Tjæreborg bibliotek mandag aften, men man fornærmer formentlig ikke ret mange ved at konstatere, at det ikke var sangen, der var det bedste denne aften i Esbjerg forstaden. Til gengæld er det igen en fornøjelse at kunne skrive, at man atter engang bakkede flot op om et arrangement i Tjæreborg, for der var mere eller mindre udsolgt, da forfatter, historiker og journalist Tom Buk Swienty gæstede byen i sidste uge. Og rent faktisk var det Tom selv, der havde valgt, at aftenen skulle begynde med netop den sang. Ikke at der skulle synges, men at den sang skulle synges.
"Det var en vigtig sang og stor schlager tilbage i 1848, som vi nu skal tilbage til," forklarede forfatteren, som dermed på elegant vis fik sat gang i forspillet til den krig, der i 1864 for alvor skulle ændre Danmarkshistorien.
Det var i den anledning Weekendavisens tidligere USA korrespondent og forfatter til bøgerne "Slagtebænk Dybbøl" og "Dommedag Als" var i vestjylland, og publikum fik i allerhøjeste grad noget for de relativt få penge, de måtte punge ud med for at overvære foredraget. Han berettede både humoristisk, dramatisk og helt igennem engageret om den dystre periode i historien, hvor mange tilhørere denne aften fandt ud af, hvor afgørende betydning det fik for kongeriget, at vi på dette tidspunkt havde besat de politiske stole med mere eller mindre sindsforvirrede personager.
"Han er en virkelig god fortæller. Man kan godt mærke, han også er historiker. Han har et kæmpe kendskab til det, han taler om, så researchen er i hvert fald i orden," lød det med et smil fra Niels Christian Lilleøre fra Esbjerg, der roste Tjæreborg Bibliotek og foreningerne i Tjæreborg for at få fat i Tom Buk Swienty:
"Det er altså godt gået!"